Debat

Forskning uden kendsgerninger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Trofæet med de bløde værdiers sejr står på Københavns Universitets Institut for Pædagogik. Forskning her er i lektor Per Fibæk Laursens forståelse så infiltreret af politisk ideologi, at han foreslår, 'at forskerne ikke lægger skjul på deres politiske synspunkter'. Stringent og metodisk rapportskrivning tilsat Det Radikale Venstres ideologiske forståelse af uddannelsessystemetsmuligheder! Jeg formoder, at årsagen er den kedelige kendsgerning, at humanistisk forskning på Københavns Universitet for længst er blevet det, sociolog og forfatter Henrik Dahl kalder 'samfundsvidenskabsagtig', uden at bygge på kendsgerninger.

Nu vil den tilstand næppe indtræde så tydeligt, at de politiske beslutningstagere kan afsløre, hvornår et resultat er fremkommet på baggrund af stringens og metodik, eller fordi videnskabeligheden er styret af ideologiske hensyn.

Selv om det efterhånden er indlysende, at pædagogisk forskning helst vil koncentrere sig om at bruge kræfter på det uhåndgribelige og for enhver pris vil undgå, at pædagogikken bevæger sig lidt mere i retning af det kontrollable og testbare, så løfter der sig røster i uddannelsesdebatten, der er bekymret for, at for eksempel skolens naturvidenskabelige grundlag er så udvandet, at det betragtes som en trussel mod det kendte velfærdssamfund, fordi vores nuværende succes bygger på tilstrækkelig viden i forhold til et dynamisk produktionsapparat.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Den radikale humanistiske forsker kunne måske skifte spor ved at indse, at skal mennesker have mulighed for at bryde den sociale arv, og hvem vil ikke gerne medvirke til en sådan forandring, så er den 'samfundsvidenskabsagtige' bløde pædagogik den rene gift, fordi den fastholder drenge og piger fra studiefremmede kredse i deres miljø frem for at anspore dem til en indsats, hvor hårdere målelige værdier er det, man bliver vurderet på. Alt sammen mens vi stadig husker, at skolen skal mærke mennesker på en måde, så de færreste lider derved.

Torben Thomsen

Aars

Powered by Labrador CMS