Lidt starthjælp ville være en god idé, hvis unge lærere skal føre traditionen med feriekolonier videre. Det siger Peter Tvermoes, der i år er af sted som kolonilærer for første gang. Det har været et kæmpe arbejde at få turen op at stå, men alligevel det hele værd.

Peter Tvermoes vendte i 2001 tilbage til folkeskolen efter ti år som leder af en daghøjskole. Til en introduktionsdag hos Københavns Kommune opdagede han, at feriekolonierne eksisterer. Han tog sin viden med tilbage til Brønshøjskolen og foreslog, at de tog traditionen op.

'For mig er det en stor del af et job, at kollegagruppen fungerer godt. Det, tror jeg også, kan være med til at holde på folk i en tid med lærerflugt. Det lå selvfølgelig lidt i baghovedet, at man kunne skabe noget fælles på lærerværelset, hvis vi var en flok, der tog på koloni. Så det var både for det kollegiale og for børnenes skyld, at jeg kom med idéen. Vi ville nemlig også gerne skabe noget for børnene på tværs af alder og klassetrin', fortæller Peter Tvermoes.

De andre var hurtigt med på idéen, og heldigvis var kolonien Kajestenshuset i Kalundborg stadig ledig et par uger i sommerferien, så det hele så lyst ud. Men det krævede mere tid end forventet at arrangere kolonien.

Svært at komme i gang

Der skulle mere end 40 børn fra 1. til 7. klassetrin på koloni i to uger, og ingen af lærerne på Brønshøjskolen havde været af sted som kolonilærere før, så alt var nyt.

'Vi har virkelig brugt en masse, masse tid på forberedelse, planlægning og på at få styr på det regnskabsmæssige. Hvis man skal tiltrække nye folk til kolonierne, skal der måske afsættes nogle resurser til det arbejde. Der er måske brug for en starthjælp. Det er man nok nødt til at overveje - eller et reklamefremstød måske. Selvfølgelig bed kommunens introduktion på mig, men vi er vist også de eneste nye, der har kastet os ud i projektet. Der er jo mange krav til en lærer i forvejen. Vores forberedelse kom for eksempel oven i en presset tid med fagfordeling og lignende aktiviteter. Og der er altså hverken tid eller penge til koloniarbejdet. Det synes jeg godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved', siger den nybagte kolonilærer.

'Det vil sikkert også kunne lykkes for os næste år. Det er der, vi står nu - vi vil gerne af sted igen. Men derefter kan det måske godt blive et problem at trække kræfter til. Selvfølgelig kan man ikke spå, og hvis vi gjorde det her flere år frem i tiden, ville det nok ikke kræve så meget forberedelse. Vi vil jo hele tiden kunne bygge videre på de erfaringer, vi får. Men det er altså hårdt at komme i gang', slår han fast.

Alligevel vil han gerne anbefale andre lærere at tage på feriekoloni. Betalingen kommer nemlig, når man først er kommet af sted.

Det hele værd

'Det har været supergodt. Man får lidt den samme følelse, som da man var på ferie som barn: man er så intenst sammen, at det føles, som om ferien har varet for evigt. På en god måde &¡133; Jeg har kun gode ting at sige om koloniopholdet. Da vi havde overstået forberedelserne og først kom herop, var det fedt. Det tror jeg, jeg kan sige for alle. Vi vil gerne af sted igen', konkluderer Peter Tvermoes.

Og ønskerne om at styrke forholdet både mellem lærerne og mellem børnene og på tværs af grupperne er lykkedes over al forventning.

'Man får jo et helt andet forhold til hinanden. Vi har lært hinanden at kende fra nogle andre sider. Man kommer jo ud i situationer, man ikke oplever i hverdagen. De store børn drager omsorg for de små, og de små nyder at være sammen med de store. Jeg er helt sikker på, at børnene har fået en stor gevinst indbyrdes ved at være så tæt sammen. Og vi voksne har i hvert fald også fået en masse ud af det, som vi kan tage med os tilbage til hverdagen'.

Og børnene har også overrasket og imponeret de voksne.

'Det er nogle skønne børn - meget velopdragne. Det er utroligt, hvor få konflikter der har været, når man tænker på, hvad der kan ske på et frikvarter derhjemme. Og så har det overrasket os alle sammen, hvor gode børnene er til at være selvkørende og sætte gang i alle mulige aktiviteter. For eksempel laver de en daglig avis, og en aften havde de arrangeret et storslået melodigrandprix. Det var vildt imponerende. Der sker altså et eller andet sådan et sted med naturen udenfor. Det engagement, børnene går ind i tingene med her, siger også noget om, at de rammer, vi giver børnene i skolen i dag, ikke holder en meter. Ungerne er ikke længere opdraget til at sidde på deres flade. Der er skolen altså ikke fulgt med udviklingen. Der er brug for lidt friere rammer', mener Peter Tvermoes.

En kur mod hjemve

Kolonien har heller ikke været plaget af hjemve på trods af et natløb, hvor børnene blev vækket med en spøgelseshistorie ved midnat. Blandt andet fordi der tilfældigvis gror en meget sjælden hjemve-blomst ved kolonien. Den findes kun på Kalundborg-egnen, og den kan fjerne al hjemve, hvis man bare lægger den under puden om natten.

Natløbet var derimod en stor succes, der højst gav anledning til et par sommerfugle i maven.

'De havde virkelig glædet sig til den begivenhed, og alligevel var der flere, der nærmest måtte bæres ud af sengen, da vi vækkede dem. Vi fortalte dem så om Kajestenskvinden, der engang i tidernes morgen havde mistet sin elskede til havet og nu gik igen for at lede efter ham på stranden. Vi havde gjort os umage, for at det ikke skulle være for skræmmende - bare lidt bekymrende - så vi sagde også, at hun var Kajestenshusets beskytter, og derfor skulle de samle blomster til hende. Det var en fantastisk oplevelse. Ingen græd eller gik ned på grund af kulden', fortæller Peter Tvermoes.

'Nu har vi besluttet, at fortællingen om Kajestenskvinden skal være vores vandrehistorie. Vi vil gerne gøre det til en tradition, at vi skal hjælpe hende, når vi tager af sted igen - for vi skal helt sikkert herop til næste år'.