A: Barsk var skolestarten

Man behøver kun at gå ganske kort tid i skole, førend man som pige indtil grænsen for halsbrand eller mavekrampe forelsker sig i en dreng fra syvende klasse, eller man bliver betroet en viden af de største piger, der får blodet til at rulle ildvarmt og skærende grønt. Det var, når Allan brød hulkende sammen over pulten og Fru Larsen gelejdede ham hen til vinduet, for at han kunne se sit hjem skråt over for Hellebæk Kirke og forstå, at verden endnu ikke var gået under, at jeg mellem hans gispende, hikstende vejrtrækning forbød mig selv at græde. Egentlig svag var jeg ikke, bare hudløst sårbar og uden anelse om, hvordan jeg tacklede truende situationer, som når de store drenge berøvede mig min skoletaske og tømte dens indhold ned ad en skrænt, eller når pigerne til gymnastik i omklædningsrummet flåede trusserne af mig for at se, om jeg havde hår på kussen. Kun én gang fulgte jeg min mors vise råd og satte mig til modværge. Det var en dag i frostvejr, hvor jeg bar skindhandsker og derfor kom til at svinge min veninde en syngende lussing, fordi hun i andres nærvær krænkede mig. Men den sad så præcist, at jeg vandt overvældende respekt.

Barsk var skolestarten, hvor jeg, inden første år var omme, blev slået omkuld af samtlige børnesygdomme og mange sære eftervirkninger, af den simple årsag at jeg tidligere havde levet så afsondret. Senere, når fællesskabets smålighed blev for undertrykkende, eller presset af en anden grund føltes for uimodståeligt, og der ikke fandtes flere børnesygdomme, jeg kunne blive smittet af, stak jeg termometret op til pæren i lampen over min seng og lagde mig en uge, akkurat længe nok til at bevæge min bedstemor, der, hver gang jeg blev syg, var fuld af bebrejdelser i telefonen til min mor og med omsorgsfulde tanker sendte mig en single-plade. På disse ubestemmelige febersygdomme grundlagde jeg min første pladesamling: 'King of the Whole Wide World', 'Tutti Frutti' og adskillige andre Elvis-plader.

B: Opdagelsesrejsende

Små

med spinkle skuldre

og kantede knæ

under store orange tornystre

når de frem

Fordi det er første dag

er de der alle

til tiden

Og skolens automatiske klokke

er vældig og højtidelig

- en dampers tuden

mod et fjernt og ukendt land

I dag

er selv neglene rene

som lysende perlemorsskaller

De er i deres bedste t-shirts

med magiske billeder

af flyvemaskiner biler heste

eller magre forvaskede helte

Nogle medbringer

en vigtig personlig ting

en særlig øloplukker

en feltflaske

eller et smykke

fra bodegaens automat

en ring

med en sjælden glassten

lysende

som smaragd

C: Bare helvede

For mig var skoletiden ét langt Helvede. Jeg siger ikke, det nødvendigvis behøver være sådan for alle, for flere af mine klassekammerater var det tilsyneladende helt anderledes - men sådan var det for mig, da og dèr, da jeg gik i skole . . .

De første klasser havde været et eventyr for mig. Det var over det hele en ny Verden der åbnede sig, sproget dansk, evnen til at læse, ja selv de Bibelske historier og salmerne fik mig til at sanse horisonter og hemmeligheder som jeg hele tiden syntes jeg var på nippet til at forstå, det var altid lige før jeg syntes at fatte Verden, som når man svimmel stirrer ned fra et højt bjerg - og så, alt for tit, forsvandt Verden igen som sæbebobler der blippede og man sad bare på sin flade ved en træpult med et tørt og kedeligt gult pennalhus. Men magien havde været der, og i de første skoleår svævede den der stadig afventende over alting: Der var altid noget nyt- undtagen, naturligvis, i regning. I regning har der aldrig været noget nyt for en 5-års unge der bare én gang har haft to slikkepinde og spist den ene og beregnet hvor stort lageret så var.

Men fra mellemskolen - det man dengang kaldte 'eksamensmellem', den 'boglige' linie - blev alt ét mareridt. Pludselig blev det sammenbidt alvor på en helt anden måde. Man var 2-14 år, man skulle snart konfirmeres, hver eneste dag fik man at vide det var éns fremtid det handlede om, man skulle snart ud i Verden og man måtte være rustet til den, og det måtte man åbenbart være ved at kende kongerækken og kunne sige 'Mægtigste Kriste, Menigheders Herre' plus durch für gegen ohne (wider) um udenad. Det hele flød mere og mere sammen til én grå række af uvedkommende om end sikkert ubestridelige kendsgerninger. Når alt kommer til alt er der næsten ikke dét land, hvis indbyggere ikke lever af 'handel, industri, landbrug og kvægavl'.

Nej, det var bare Helvede. Og der var ingen vej uden om det Helvede, og ingen vej ud af det. Voksne havde bestemt jeg skulle være dèr. Voksne holdt mig fast dèr. Det var det hele.

E: Hvad i alverden

Frk. Matthiasen har bedt mig spørge derhjemme, om jeg må komme i gymnasiet, og det skønt jeg til eksamen ikke kunne svare på, hvor længe trediveårskrigen varede. Jeg lærer aldrig at opfatte den slags morsomheder. Frk. Matthiasen siger, jeg er velbegavet og burde læse videre. Det vil jeg også gerne, men ved jo godt, at vi ikke har råd til det. Alligevel spørger jeg uden større håb min far, der kommer i et sælsomt oprør og taler foragteligt om blåstrømper og kvindelige studenter, der både er grimme og indbildske. Han skulle engang hjælpe mig med at skrive en stil om Florence Nightingale, men alt hvad han kunne sige om hende var, at hun havde store fødder og dårlig ånde, så jeg rådførte mig i stedet med frk. Mollerup. Ellers har min far skrevet mange af mine stile og fået gode karakterer af frk. Matthiasen. Det glippede først, da han havde skrevet en stil om Amerika og sluttede den således: 'Man har kaldt Amerika frihedens land. Før betød det frihed til at være sig selv, til at arbejde og eje jord. Nu betyder det nærmest frihed til at sulte ihjel, hvis man ikke har penge til at købe mad for.' Hvad i alverden, sagde min klasselærerinde, mener du med den svada? Det kunne jeg ikke gøre rede for, og vi fik kun mg for produktet. Nej, jeg må ikke læse videre, og jeg må kun være barn kort tid endnu. Jeg skal ud af skolen og konfirmeres og have en plads et sted i huset, hvor der er rigtig meget at bestille.

D: Udenfor verden

Skoletimernes ørken!

Krummede over en pult

sad vi med tomme øjne,

mens sjælen skreg af sult.

Lyttende barnehoder

løb fulde af vanvid og præk.

Larver var vi, som hvepse

fyldte med deres æg.

Hver morgen i første time

bad vi en bøn på latin.

Udenfor tonede verden,

gylden og forårsfin.

Ved morgenmessen så jeg

over en bønnebog

et glimt af den udvalgte pige

i kirkens fjerneste krog.

Lyste hun altfor yndig

over den knælende flok

af piger fra nonneskolen,

gik hjertet rent amok.

Atter ind til den evige,

dræbende grå grammatik!

I øret kimer og kimer

en trækfuglefjern musik.

F: Mørke øjeblikke

- Ved det nye Aars Begyndelse tog da egentligt ret mit Skoleliv sin bestemte Gang. - Jeg havde mange mørke Øieblikke; Lærerne tog mig, som de andre Drenge, og jeg skulde have nydt en ganske anden Læremethode; men hvor kunde jeg forlange det, i en Skole gaaer Alt, fabrikmæssig. Meisling var meget hæftig og slem til at spotte; til Lykke havde vi ham kun 1 Time om Ugen (i Stiil) i vor Klasse, men min Angest for ham var saa stor, at jeg tidt i mit inderste Hjerte bad, at der maatte gaae Ild i Kakkelovnen, eller noget Lignende indtræffe der kunde forhindre ham fra at komme. - Spurgte han mig om Noget gav jeg, selv det rigtige Svar, paa en forvirret Maade, han dreiede det strax om, saa det blev mere komisk, og fik de andre til at lee, men dette var at knuse mig. - Han meente det maaskee godt, det var nu hans Maade at tage Sligt paa, men det var det uheldigste for et Væsen af min Natur. Jeg blev mismodig, men endnu seirede min livlige, glade Natur. Collin havde mildt og venligt yttret for mig, at han ønskede, at jeg i min Skolegang, ikke skrev for mange Vers; det blev mig derfor en Samvittigheds Sag, en formelig Synd.

G: Æventyr i skolen

Saa begyndte han at fortælle for os. Nej, nu stod verden ikke til Paaske! Degnen fortalte æventyr- i Skolen! Ja, ikke nok med det, han fortalte ogsaa Bibelskhistorie, Danmarkshistorie, Geografi! Alt fortalte han. Det hændte, at vi sad i et Skrupgrin, saadan fortalte han. Og han havde tilsyneladende ikke noget imod, at vi slog en Skogger op. Det var simpelthen ikke til at begribe. 'Ja, men sætter han Jer nogen Lektier for,' sagde Forældrene. Nej, det var ikke meget. 'Det er da vist en ringe Degn, vi har faaet,' sagde adskillige, 'han sætter ikke Børnene Lektier for. Hvad sidder de saa i Skolen og glyner efter?'-

Lærer Niels Jakobsen var i ingen Henseende genial, tværtimod middels i det Meste. Men han var en gennembrav og kærnesund Natur, retvendt uden alt Spræl, og paa den ham egne stilfærdige Maade kom han til os som Bæreren af en helt ny Tid, ikke blot hvad Pædagogikken angik, men ogsaa i hele sin folkelige Stemthed. Han hørte til de Landsbydegne, der ikke indskrænkede deres Virksomhed bare til Børnene, om end deres Trang først maatte imødekommes. Men han var saa ærligt interesseret i hundrede almene Ting, der kan gavne og hjælpe en Befolkning, og han var af de sande Agitatorer, der virker stærkere ved Eksemplets Magt end ved ordrige Foredrag. Det første, der hændte i Skolen, var Anskaffelsen af nye Læsebøger; de gamle var slidt i modbydelige Laser, saa ingen nogensinde havde set Bogens Titelblad. Efter Læsebogen fulgte alle de øvrige: Sangbøger, som Skolen aldrig havde ejet tidligere, Regnebøger og hvad der ellers kan nævnes. Sogneraadet og Forældrene begyndte somme Tider at knurre over de nye Udgifter. Under Lund havde der overhovedet ikke været Udlæg til andet end Griffel og Tavle og nu og da en Staalpen; men Jakobsen forlangte baade Geografi og Fædrelandshistorie. De gamle maatte nok spørge, hvad det skulde gøre godt for. De kendte end ikke disse Navne. Hvad mon Geografi var for noget? For Fædrelandshistorie - det maatte vel være noget om Frederik den 6. og hvad der var sket i Otteogfyrre.

Saalænge Udgiften drejede sig om Katekismus og Salmebøger, lukkede de Munden om Skraaen og deres Knurren, for det var da Guds Ord, og det skulde éns Børn jo ikke afholdes fra, det var ikke sært! Men alle disse her nymodens Paafund, nej, her maatte holdes igen!