Folkeskolen er under stærk kritik i disse år.

- Eleverne er urolige, lærerne dovne og lederne uduelige.

- Der er for lidt gymnastik og for meget fastfood, så børnene bliver enten fede eller anorektiske.

- Ifølge de internationale undersøgelser er skolen for dyr, og børnene lærer for lidt.

Hvad skal det dog ikke ende med?

Selvfølgelig er der hold i noget af det. Vel er det da pinligt, at vi ikke er bedre til at synliggøre, hvad det er, danske børn lærer, ud over den viden og de færdigheder, der kan måles. Vi må jo kunne begrunde, hvorfor det er rimeligt, at den danske grundskole er dyrere end skoler i andre lande.

Men en del af miseren skyldes også, at lærere, uddannelsesforskere og journalister er meget bedre til at fokusere på problemer end på succeshistorier.

Og det er et virkeligt problem!

I dansk pædagogik er der en langvarig tradition for at beskæftige sig med de svage elever - de sent udviklede - elever med særlige behov, som det hedder for tiden. 'Særlige behov' betyder altså ikke, at de børn og unge, der er vældig interesserede i atomfysik eller billedkunst, får ekstra undervisning.

Det samme gælder på organisationsniveau. Der foregår meget skoleudviklingsarbejde rundt om i landet iværksat af nyansatte skoleledere eller af de kommunale forvaltninger med det mere eller mindre åbenlyse formål at gøre dårlige skoler bedre.

I dansk pædagogisk forskning er der derimod langt mellem beskrivelser og analyser af den gode kvalitet, hvad enten det drejer sig om den dygtige elev, den fremragende underviser eller den gode skole.

Det er jo ikke, fordi de ikke findes. Tværtimod. Men de bliver sjældent fremhævet.

Det er en skam, for det at kunne sammenligne sin egen præstation med de bedstes er en spore til selv at blive bedre.

For at kunne sammenligne skal man blive enige om, hvad der er tegn på kvalitet. Jo mere præcist man kan beskrive, hvordan en værdi eller et formål kan eller skal vise sig i praksis, jo mere troværdig og pålidelig er vurderingen.

Hvordan er sammenhængen mellem folkeskolelovens ord og realiteterne?

Hvad forstår vi egentlig ved værdierne åndsfrihed, ligeværd og demokrati? Er de kun idealer, eller skal de kunne vise sig i hverdagens undervisning og samvær? Hvis ja, hvordan kan man så se dem? Og hvad karakteriserer de skoler, hvor de viser sig i praksis?

Den gode lærer kan vi alle sammen huske fra vores skoletid. Han eller hun, som kunne løfte et fag eller lægge en arm om en skulder lige på det tidspunkt, hvor man trængte til det. Men hvad er det mere præcis for nogle kompetencer, der udmærker den gode lærer, og hvordan udvikler man dem?

Man kunne også undersøge, hvorfor nogle skoler kan sende flere elever gennem en ungdomsuddannelse end andre med nogenlunde samme rekrutteringsgrundlag. Det gjorde Jyllands-Posten i en række artikler, og det blev avisen ikke populær på i skolekredse.

Men når det nu er et erklæret mål i regeringens ungdomspolitik, at mellem 90-95 procent af alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse, skulle man vel mene, at det er legitimt at finde ud af, hvad der skal til, for at de gør det.

Hvis vi ikke ved, hvordan vores erklærede, men abstrakte værdier kan vise sig i praksis, og vi ikke ved, hvilke mål vi forfølger, og vi ikke er enige om, hvad der er tegn på kvalitet, er det meget vanskeligt at vurdere, hvad det er, vi gør, og dermed blive endnu bedre.

Tove Heidemann er cand.mag., ph.d. og konsulent på Danmarks Pædagogiske Universitets afdeling i Haderslev. Hun har i år været leder af Undervisningsministeriets projekt 'Værdigrundlag og selvevaluering på de frie kostskoler'