Esther Rumph

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Esther Rumph døde pludseligt i sit hjem den 22. juni 2001, umiddelbart før hun skulle have deltaget i Overlade Skoles ferieafslutningshøjtidelighed.

Her på skolen havde hun haft sit virke siden skolens indvielse i 1959 - efter sine første år som lærer ved Borregård Skole. Siden Esther for fem år siden lod sig pensionere, fortsatte hun med lejlighedsvis at fungere som vikar på skolen, når den havde akutte behov. Hun havde i virkeligheden svært ved at lægge sin lærergerning på hylden, idet hun jo havde været dybt involveret i dens mange funktioner gennem årene. Hendes undervisning var tilrettelagt og konkret, hun havde et godt tag på sine elever, og formodentlig mange elever skylder hende tak for et godt og sikkert standpunkt i matematik, dansk, håndarbejde.

Der er ingen tvivl om, at det må føles vemodigt for egnens befolkning at skulle sige farvel til Esther Rumph. Hendes virkefelt har været mangesidigt, hun er kendt som få for sin deltagelse gennem årene i ungdomsskole, kommunalbestyrelse, selskabsliv. Med god sans for at organisere fik hun for få år siden sat gang i en lokalhistorisk forening, og med kækt mod fik hun også overtalt folk og myndigheder til at få opbygget et lokalhistorisk arkiv og mødelokale. Det, blandt meget andet, vil hun blive husket for.

Det er med sorg, at vi har erfaret Esthers død, og vi sender vor bedste medfølelse til Erik, børnene og den øvrige familie, som blev ramt så pludseligt.

Venner og kolleger ved Overlade Skole