»Må jeg bede om kammertonen!« Det udtryk skal man nok ikke prøve af i skolerne nu om dage, men man kan tage fat på emnet med andre ord. Og det er der brug for. Hvis man stryger »kammer«, går det måske lettere, for der tales meget om tonen, og det er lidt af et krisetegn. Vi er nemlig midt i en sproglig normkrise, fordi meget få vil sætte grænser for andres sproglige adfærd.

Uffe Ellemann-Jensen har foreslået en sproglig analyse af tonen i indvandrerdebatten. Det kan være nyttigt til afklaring af, om denne debat rent faktisk foregår på andre sproglige præmisser end de debatter, der ellers deler befolkningen. Medierne har også været stærkt optaget af den tone, der hersker på nogle plejehjem - naturligvis fordi medierne selv har haft held til at bringe klip fra det virkelige liv. Og i det virkelige liv, blandt ældre, kan tålmodigheden blive udfordret, ligesom når man har med børn og unge at gøre som pædagog og lærer.

Men et skred er der nok sket med hensyn til, hvad man rent faktisk siger til andre. Det skred er ikke børnenes opfindelse, det er tværtimod udviklet af forældregenerationen. »Fuck!, shit!« og andet importstof har føjet sig til de velkendte kraftudtryk og bruges i løs vægt, også af det, man tidligere kaldte »pæne mennesker«. Samtidig er forældrene blevet mindre tilbøjelige til at optræde som sproglige vejledere og opdragere. Børn har det jo med at lære mere af faktisk adfærd end af formanende ord, men der er ved at være mangel på både gode forbilleder og ansvarlig opdragelse.

Dog ikke i skolen. Faktisk er den sproglige opdragelse af børn i stigende grad overladt til skolen, og den har ikke fået andet end utak for denne indsats. Nu bebrejder man skolen, at børnene slår hinanden med ord og taler groft. Skolen skal selvfølgelig medvirke til at udvikle ordentlige sproglige normer i omgangen mellem mennesker, men grunden skal lægges inden. Familiernes, samfundets og mediernes ansvarsforflygtigelse på dette område kender tilsyneladende ingen grænser.

Professor Higgins