Anmeldelse

Elefanter

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Elefanter er fascinerende dyr, og der er vist ikke mange, der ikke synes, de er søde, selv om de jo i virkeligheden kan være livsfarlige at komme for tæt på.

I serien "Dyr på stribe" er der nu udkommet en bog om netop elefanter, skrevet af den tidligere zoodirektør Bent Jørgensen. Bogen egner sig for elever fra cirka 6. klasse, og de mange illustrationer og det overskuelige layout gør den meget behagelig at læse. Flere af kapitlerne indledes med en oplysning, man har fået tidligere, hvilket gør den ekstra læsevenlig. Svære udtryk bliver forklaret undervejs i teksten, og enkelte tegninger understøtter forklaringerne. Bogen vil egne sig fint til et emnearbejde, selv om det bliver svært for eleven at vælge noget fra.

Sproget er flydende, og man får virkelig fornemmelsen af, at forfatteren ved, hvad han snakker om. Bogen lægger ud med en lille historie om en elefantfødsel, og så bliver emnet ellers grundigt behandlet på de 48 sider. Der fortælles om elefantens udvikling, om snablen og stødtænderne, om føde, sanser, parring og unger, og til sidst i bogen fortælles der om, hvordan mennesket har brugt elefanten som arbejdsdyr i flere tusind år. Undervejs i bogen er der små bokse med ekstraoplysninger. Bogen kommer godt og grundigt hele vejen omkring emnet, og jeg fik da selv en hel del nye oplysninger undervejs. Alene de fantastiske tal om vægt, fødemængde og så videre er ganske fascinerende.

Kort sagt er det en rigtig dejlig fagbog med en masse spændende faktaoplysninger, som er lige til at gå til. Den bør stå på ethvert skolebibliotek.