Afhandlingen handler om tyske flygtninge i Danmark efter Anden Verdenskrig, og dens fokus er de uledsagede tyske flygtningebørn i årene 1945-1949. Bogen er et opgør med flygtningeadministrationens egen redegørelse fra 1950, "Flygtninge i Danmark 1945-1949". Forfatteren skriver herom: "Alt er set fra blandt andet administrationens synsvinkel, og meget er fortiet eller beskrevet så overfladisk, blandt andet de mange dødsfald, at det ligner bevidst omgåelse af sandheden".

Flygtningeadministrationens redegørelse satte et solidt eftermæle i den danske selvforståelse om, hvor godt vi havde behandlet flygtningene, og dette billede fik lov til at stå stort set uantastet i de næste 50 år, skriver forfatteren, som i sin afhandling giver et helt andet billede. I de sidste måneder af Anden Verdenskrig søgte omkring 250.000 tyske flygtninge tilflugt i Danmark, hvoraf 70.000 var børn under 15 år. De var alle i en elendig forfatning, da de ankom, men danskerne var på det tidspunkt så hadefulde mod alt tysk, at man ikke behandlede flygtningene som mennesker i nød, men som fjender. Børnene blev totalt isoleret bag pigtråd og bevæbnede vagter og levede under usle forhold. I 1945 døde over 13.000 flygtninge i Danmark, heraf 7.000 børn under fem år. Kirsten Lylloff forklarer, at det officielle Danmark havde brug for at lægge afstand mellem sig selv og den tyske besættelsesmagt for at friholde Danmark fra mistanke om, at Danmark havde samarbejdet med besættelsesmagten. Der skulle skabes et klart fjendebillede. Derfor blev flygtningeinvasionen den største humanitære katastrofe i Danmark i nyere tid. Forfatteren gennemgår en lang række enkeltskæbner, som bestemt ikke er munter læsning. Hele afhandlingen virker veldokumenteret og er let læselig.