»Alle har en mening om Hellerup«, stod der på forsiden af Folkeskolen i sidste uge som indgang til vores reportager fra Skub-projektet i Gentofte. Inde i bladet føjer vi nye brikker til mosaikbilledet, og flere følger efter sommerferien. Fordi vi gerne vil bidrage med et mere retvisende billede end det, man har kunnet få i de øvrige medier. Er det fremtidens folkeskole, man udvikler? Er det en total individualisering af undervisningen, der er på vej? En undervisning, hvor der fokuseres på den enkelte elevs effektive læring, og hvor det fælles nedprioriteres? Eller er det et kommunalt spareprojekt i en elegant arkitektonisk indpakning? Og hvad er det for krav, der stilles til lærerne i den skolehverdag, som tegner sig? Der vil helt sikkert ikke kunne opnås enighed om svarene på alle spørgsmål, og det er nok heller ikke det væsentligste.

Men diskussionen er vigtig. Også langt væk fra Skub og Gentofte. For strømmen af pædagogiske turister til det konservative smørhul nord for Kø-benhavn er voldsom. Mange lærere vil gerne hente inspiration, og adskillige forvaltningschefer er på udkig efter spare- og effektiviseringsmuligheder. Det kan selvfølgelig være fristende, hvis man kan skabe bedre undervisning og finde plads til flere børn blot ved at rive væggene ned og kalde det den fleksible skole.

Men så enkel er verden ikke.

Det viser sammenligningerne mellem de to skoler, Folkeskolen har besøgt: Maglegårdsskolen har en stabil lærerstab og trygge forældre. Og måske som det vigtigste af alt man tager hele tiden små skridt i en vedvarende udviklingsproces. Den nybyggede Hellerup Skole har derimod en fancy arkitektur, der giver træk og larm, og lærere, der overhovedet ikke kendte hinanden, da de begyndte på arbejdet. Med tre dages varsel skulle de holde skole på ukendte vilkår med 520 børn og unge, der heller ikke kendte hinanden.

Der er en verden til forskel.

Men det skyldes ikke et mirakel, at der på trods af den kaotiske indledende fase på Hellerup Skole i dag foregår god undervisning. Det skyldes en umenneskelig stor indsats fra hele personalet, og det er nok ikke tilfældigt, at skolen efter to år allerede slider på den tredje skoleleder.

På begge skoler virker det, som om de nye arbejdsformer frigør ny energi hos både elever og lærere. Men det er alt for tidligt at vurdere, om alle børn kommer med. Ligesom arbejdsvilkårene heller ikke kan bedømmes endegyldigt. Vi ved ikke, hvad der sker, når pionertidens begejstring er slidt ned.

Der er brug for en grundig evaluering af hele projektet og for en faglig diskussion af, hvordan andre kan bruge erfaringerne. Er det for eksempel muligt at sikre en faglig progression med den type pædagogik? Det er man vist ikke helt enig om i Gentofte.

Der bør også komme skub i en overordnet diskussion om, hvad der skal til, for at folkeskolen fortsat kan videreføre en demokratisk dannelse, og om, hvordan vi giver kulturarven videre. Men det er spørgsmål, som trænger sig på alle steder ikke kun i Gentofte.

-th