Birthe Petersen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om Birthe Petersens død. Birthe havde kæmpet en hård kamp mod sin kræftsygdom, inden hun den 4. juni fik fred, 59 år.

Som kolleger og venner til Birthe oplever vi et stort tab, men også en stor taknemmelighed for at have kendt så stærkt og levende et menneske.

Birthe blev ansat på Arden Skole i 1974, og hun har gennem årene undervist i dansk, fransk, tysk og billedkunst. Hun har været en meget dygtig og respekteret lærer og kollega.

Birthe var et særdeles kreativt menneske, og skolen har altid haft stor glæde af hendes engagement i faget billedkunst, hvilket blandt andet viste sig ved den store søgning, der var til hendes valghold i faget.

I fritiden elskede Birthe at male, og i 1994 tog hun et halvt års orlov for at videreuddanne sig på Aalborg Kunstskole. Hun var desuden med til at danne en kunstcirkel for ansatte i Arden Kommune.

Birthe udfordrede sig selv livet igennem. Ofte tog hun på sommerhøjskole, andre gange tog hun alene til Frankrig i sin sommerferie, og i år 2000 tog hun til Grønland, hvor hun arbejdede som lærer i et halvt år.

Alsidighed var kendetegnende for Birthe, der ud over at male spillede tennis, stod på ski, løb, kløvede brænde, passede sin have, læste mange bøger og brugte tid på at pleje sin store vennekreds.

Birthe var individualist, men aldrig egoist. Hun berigede os med sit mod, sin dybe ærlighed og sit klarsyn.

Vi vil gerne udtrykke dyb medfølelse med Brandt og med de tre sønner Hans, Rasmus og Niels, der alt for tidligt har mistet deres mor.

På Arden Skoles vegne

Marina, Stella og Dorthe