Det er som i en 007-agentfilm fra 60'erne. Fortroligt! Uden dog at åbenbares til sidst - som i filmene. I hvert fald ikke direkte! Jeg tænker på de omsiggribende personale- og udviklingssamtaler, der har bredt sig som en pest fra erhvervslivet til folkeskolen. Som et led i udviklingseuforien.

Og som hun sagde, min unge ukendte medpassager og kollega: 'Jeg var så nervøs - og jeg må ikke sige noget!' Som om hun var til eksamen! Som om det drejede sig om statshemmeligheder og hærens mobiliseringsplaner. Men efter lidt realsnak og forsikring om, at jeg ikke var en formummet skoleinspektør, koblede hun automatpiloten fra, og gik over til manuel styring, så vi fik en interessant og konstruktiv snak om emnet. Og var stort set enige om følgende:

- At disse seancer let kan føles som en utidig snagen, befamling og begloning - lidt for tæt på ens jeg!

- At den fortrolige logeagtige 'after eight'-stemning, der anlægges, er en gennemskuelig metode for at få dig til at synge ud. Så ledelsen kan vide mest muligt om dig! Viden er som bekendt magt!

- At det også handler om, hvor lange fartstriber, du kan udstyres med uden at kollapse - synligt!

- At det ideologiske tankegods bag dette del og hersk-arrangement intelligensmæssigt ligger på niveau med en gennemsnitschimpanses! Belønning - ingen belønning! Banan - ingen banan!

Og jeg må tilføje for egen regning: Hvis denne 'krængen personlighed ud' bliver et fremtidigt krav om 'To be or not to be' i folkeskolen, må jeg utvetydigt sige: 'Not to be!'

For det generer faktisk min selvfølelse og stolthed at skulle være tvangsindlagt objekt i en sådan formaliseret personlighedsforarbejdning!

Vel leder og fordeler inspektøren arbejdet, men han leder sgu ikke sjælene!

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring