Samarbejde om bedre arbejdsmiljø

Fælles konference om delelokaler, udearealer og sikkerhedsarbejde

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mere socialt liv sammen. Måske kunne man begynde med julefrokosten. Sådan lød et enkelt bud, da pædagoger og lærere holdt fælles konference i Middelfart i sidste uge. Konferencen drejede sig om arbejdsmiljø og om større samarbejde mellem DLF og BUPL.

Et forslag var, at lærere og pædagoger går sammen om at udarbejde ideer til et nyt bygningsreglement. Det gamle skal snart revideres, så her er mulighed for et samarbejde. Opstilling af krav til delelokaler mellem indskoling og skolefritidsordninger var også et forslag, og bedre udearealer kunne parterne med fordel arbejde sammen om. Måske også nogle fælles materialer til arbejdsmiljøarbejdet.

»For et år siden holdt DLF og BUPL et fælles forretningsudvalgsmøde, og det kom der denne konference plus én tidligere ud af, men I skal også tænke på, at det er ude lokalt, det rykker«, sagde næstformand i BUPL, Lis Pedersen.

De to fagforeningers forretningsudvalg vil igen holde et fælles møde for at diskutere det videre samarbejde.

»Jeg har i dag hørt jer sige, at vi skal snakke mindre og handle mere. Det vil jeg tage med til mødet. Og I sidder jo amtsvis ved bordene her, så hvis I har en idé, kan I handle lokalt. Nu kender I måske hinanden bedre«, sagde Astrid Schjødt Pedersen, formand for DLFs organisationsudvalg.

Fælles krav til delelokaler

»Vi skal kunne tale sammen også i nedskæringstider. Have en fælles styrke, så man ikke kan splitte os«, mente én i debatten efter oplæg om sikkerhedsarbejdet og forebyggelse af ulykker på udearealerne.

En anden spurgte, om man ikke kunne præcisere, hvilke regler og krav der er til delelokaler. At de to organisationer hver især stiller deres krav op til delelokaler, og man så holder en fælles temadag, hvor man beslutter, hvilke krav de to fagforeninger sammen har.

Formand for Børnehaveklasseforeningen, Lise Buhr, fortalte om en spørgeskemaundersøgelse, foreningen har foretaget for at se, hvordan fælleslokaler fungerer forskellige steder i landet.

»Skolen og fritidsordningen er to forskellige kulturer, og det skaber problemer, hvis man ikke kan tale sammen. Man må prøve at aftale sig ud af problemerne«.

Lise Buhr fortalte, at et stort problem ved delelokaler er, at de er for små. Fordelene er, at det er lettere for forældrene at aflevere og hente børn, at der er to budgetter og to holds kreative indretningsideer. Ulemperne er, at der er stor slitage, at det er svært at have processer, der kører fra dag til dag, hvor materialer står fremme, og at rengøringsniveauet er for dårligt.

»Kunne man arbejde på, at hver gruppe havde sit eget basislokale og så fælles værksteder?« spurgte hun.

Lise Buhr mente, at den ideelle inddragelse af personalet ved oprettelse af delelokaler er, at man udreder først, dernæst dialog, konklusion, beslutning, handling og evaluering.

»Men flere steder er man begyndt med beslutningen og så handlingen, og dét giver problemer, kan vi se af spørgeskemaerne«, sagde hun.

»Man bør begynde sådan en dialog med at spørge, hvad der er værdifuldt i skolen og i fritidsordningen, og hvad der er et godt børneliv. Dér begynder dialogen mellem pædagoger og lærere«.

hlauritsen@dlf.org