Tilbage til seminariet

De Radikale ønsker at sikre, at nyuddannede har basalviden om specialundervisning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerstuderende skal have mulighed for at vælge specialundervisning på seminariet.

Det mener Marianne Stentebjerg, som selv er speciallærer og uddannelsespolitisk ordfører for Det Radikale Venstre.

'Jeg har snakket med Margrethe Vestager om, hvordan vi på en eller anden måde kan få specialundervisningen tilbage i læreruddannelsen. Jeg forestiller mig, at man kan lægge et krav ind om, at den hovedopgave, som de studerende skal skrive, skal indeholde elementer, der henvender sig til børn med særlige behov', siger Marianne Stentebjerg.

Hun fortæller, at det er en af de eneste måder at få specialundervisningen tilbage på seminariet på uden at skulle ændre loven.

'Men på sigt bliver vi nødt til at tænke helt anderledes. Jeg tror bare ikke, det gøres med, at vi får det gamle pædagogiske speciale tilbage. Jeg tror derimod, at man bør bruge praktikken. Man burde komme ud i praktikophold i specialundervisning og efterfølgende skrive en opgave om specialpraktikken. Det er ude i praktikken, at det rykker med erkendelsen af, at specialundervisningen er noget specielt', siger Marianne Stentebjerg.

Hverken Socialdemokratiet eller Venstre mener dog, at seminarierne er stedet, hvor lærere skal uddannes til specialundervisere.

Socialdemokratiets uddannelsespolitiske ordfører, Hans Peter Baadsgaard, vil gerne tage det op med ministeren, hvis der mangler kvalificerede lærere til specialundervisningsområdet.

'Men det er ikke sådan, at læreruddannelsen som sådan skal kvalificere, at man bliver lærer på specialundervisningsområdet. Det er en overbygningsuddannelse, og sådan skal det være, fordi der findes så mange specielle retninger inden for den kategori', siger han.

Venstres uddannelsespolitiske ordfører, Gitte Lillelund Bech, mener, at det er kommunernes ansvar at få efteruddannet lærere til specialundervisning. Hun mener, at det er vigtigt at få kortlagt, hvorfor så mange elever får specialundervisning.

'Vi ønsker ikke at indføre specialundervisningen som linjefag igen. I forbindelse med den nye læreruddannelse var målet at højne fagligheden. Specialundervisning hører til efteruddannelsen', siger Gitte Lillelund Bech.

maria