I øjeblikket mødes EU's undervisningsministre cirka ti gange om året. De kender hinanden, de er dus. De ringer til hinanden, og de er venner. Politikken på uddannelsesområdet kan kun forstås ved at kigge på, hvad ministrene laver, når de er sammen - både til formelle og uformelle møder.

'Inden for de sidste fem-syv år har undervisningsministre i en række tilfælde besluttet at arbejde sammen', sagde chefen for Kommissionens uddannelsespolitiske afdeling, Anders Hingel, i sidste uge til Folkeskolen. I Danmark vurderer undervisningsminister Margrethe Vestager, at samarbejdet mellem medlemslandenes undervisningsministre ikke bliver tættere, end det er nu. Om grundskolen.

'Samarbejdet er mindst relevant for grundskolen og mest relevant for de lange videregående uddannelser', siger hun.

'Grundskolen er noget af det sidste tilbage med sammenhæng for de enkelte landes befolkninger. Hvis der lægges op til en hård harmonisering, er der en stor risiko for, at mange af de ting, som hvert land lægger overordentlig stor vægt på, ikke vil blive opfattet som dets eget. Det er ingen interesseret i. Når det for eksempel gælder en kandidatuddannelse i biokemi, er det helt anderledes. Det faglige og forskningen overskrider nationale grænser, og det er meget vigtigt at sikre, at uddannelsen har den rette kvalitet også i internationalt perspektiv'.

På topmødet i Lissabon i marts 2000 blev der formuleret en række mål, der skal gøre EU-landene til videnssamfund. Der skal sættes turbo på e-learning, og nogle af målene er rettet mod grundskolen. Alligevel mener Margrethe Vestager ikke, at det vil ændre den danske folkeskole.

'Jeg tror ikke, at beslutningerne betyder noget for Danmark. Vi ville være på vej i den retning under alle omstændigheder. Det opmuntrende er, at andre arbejder med det samme, og så skolenettet EUN (European Schoolnet. Redaktionen), som svenskerne har været idémager til, og som vi har arbejdet stærkt med på. Samarbejdet i EU giver noget, hvor det rækker ud over de nationale grænser. Det ville være overbesværligt, hvis Danmark skulle have bilaterale aftaler med alle de lande, som vi gerne vil udveksle universitetsstuderende med'.

Ikke mainstreaming

Undervisningsministerens 'guideline' er, hvad hun kalder den klassiske: Tilfører samarbejdet i EU-regi Danmark noget, som vi ikke vil kunne gøre selv, så er det fornuftigt at samarbejde.

En række forhold befinder sig i en gråzone, mener hun. Det drejer sig om det, som det danske uddannelsessystem vil gøre, uanset om EU interesserer sig for det eller ej. Endelig er der områder, hvor samarbejdet i EU ikke har nogen betydning for forholdene herhjemme. Det er for eksempel alt det, der handler om de kulturbærende dele af skolen.

'Det er ret bemærkelsesværdigt', siger Margrethe Vestager. 'Vi vender det ret tit i kredsen af undervisningsministre, fordi det er et område, hvor der er fuldstændigt sammenfald landene imellem. Uddannelsespolitik for især grundskolen har flere dimensioner end det faglige eller beskæftigelsesrettede. De andre dimensioner, som vi lidt misvisende kalder for 'bløde', men som i virkeligheden er dem, der bider, er der hele kredsen rundt ekstrem opmærksomhed på ikke skal stilles til rådighed for beskæftigelsespolitik eller underlægges en fælleseuropæisk mainstreaming'.

Men alligevel har undervisningsministrene i EU bedt Kommissionen opstille områder, hvor der kan foregå sammenligning af de forskellige landes grundskoler?

'Det afspejler, at det i det europæiske rum, både i dets nuværende form, og når det bliver udvidet om nogle år, er helt afgørende, at borgerne har gode grundskoler'.

Forkert retning

Sammenligningerne skal ikke bruges til at gøre grundskoler ens. Et eksempel på, hvor det gik i den forkerte retning, opstod ifølge Margrethe Vestager i 1999, da Danmark blev inviteret til at underskrive en erklæring om politisk samarbejde om grundskolerne, som Tjekkiet, Rumænien og fem EU-lande havde underskrevet. Erklæringen havde som mål at definere og indføre standarder for viden og kompetence i grundskoleuddannelsen.

'Det er ekstremt politisk, og man går alt for vidt, hvis man vil ind og forholde sig til den slags. Sådan opfatter de fleste undervisningsministre i EU det, og det afspejler sig også i den diskussion, vi netop har haft i Prag om akkreditering på universitetsområdet. Det er helt gennemgående, at ingen har interesse i at få et fælles europæisk akkrediteringsinstitut, der ser på, om universiteterne er gode nok. Det, vi er interesseret i, er at få et netværk mellem de nationale institutioner, som ser på kvalitet'.

Sammenligning kan vel ikke undgå at påvirke?

'Al international sammenligning påvirker', siger Margrethe Vestager, 'og det mest notoriske eksempel i dansk sammenhæng er læseundersøgelsen i begyndelsen af 90'erne. Men det var ikke de andre lande, der påvirkede os, men vores egen ærgrelse over, at de andre nordiske lande lå langt foran os. Man bliver nødt til at åbne øjnene og erkende, at det er relevant at klare sig godt også i mesterskaber, som vi ikke er sikre vindere af. Derfor bliver vi nødt til at indgå i processer, hvor man forholder sig til, hvordan det ser ud landene imellem'.

En årsag til, at det kan være vanskeligt at bruge internationale sammenligninger, er mangel på åbenhed over for andre uddannelsessystemer. Tidligere undervisningsminister og nuværende EU-parlamentariker Bertel Haarder mener ligefrem, at det kniber med at få beslutningstagere i Folketinget til at læse og bruge de sammenligninger, der er foretaget.

'Det er torskedumt, at de er så lidt interesserede, for der er virkelig meget, Danmark kan lære i en sådan åben koordination', siger han.

Margrethe Vestager giver ham ret et stykke ad vejen.

'Når OECD hvert andet år udgiver statistik og tabeller om uddannelse, er der en eller to tabeller, som bliver omtalt i medierne og bliver debatteret. Det er typisk der, hvor vi er absolutte verdensmestre, eller hvor man synes, at vi falder helt igennem. Vi burde bruge sammenligningerne til noget konstruktivt, men det sker stort set ikke. Vi er grundlæggende optaget af, hvordan vores egen udvikling er, fordi vi synes, det vigtigste er, at vores nationale skole lever op til vores nationale mål'.

Pas på inerti

Når man i Lissabon-erklæringen skriver, at skoler skal gøres til lokale læringscentre, er det så ikke et mål, der udefra pålægges vores folkeskole?

'Det mener jeg ikke. Det er bare en anden måde at sige det, vi har været optaget af i 20 år. Nemlig skolen som lokalt kulturcenter, altså et sted, hvor man kan komme for at få folkeoplysning. Et lokalt omdrejningspunkt'.

Kan man lægge det, man vil, i de fælles mål, som EU-undervisningsministrene opstiller?

'Det vil jeg ikke sige. Men for at forstå hvad der menes, må man sætte det ind i en national kontekst. Når noget bliver udtrykt af 15 regeringschefer, vil man muligvis have en fælles mængde af forståelse. Bagefter må man så sætte det ind i den sammenhæng, som vi kender, og jeg kan ikke forestille mig, at der bliver opstillet nogle fælles mål, der betyder radikale ændringer af det danske uddannelsessystem'.

Kan samarbejdet om de videregående uddannelser føre til, at der indføres fælles moduler på for eksempel læreruddannelsen?

'Det kan jeg vanskeligt forestille mig. For det første har vi svært ved at få udarbejdet ordentlige meritsystemer, hvor man gensidigt anerkender det, man laver i andre lande. For det andet er der en lang række praktiske problemer. For det tredje forsøger hvert land at lave en læreruddannelse rettet mod at opfylde de mål, der er for en national grundskole'.

Hvilke visioner har du for EU-samarbejdet på uddannelsesområdet?

'Jeg kan godt forestille mig, at der sker en større udveksling i retning af, hvordan tingene kan gøres. Men når EU bliver udvidet og dermed bliver præget af endnu større forskelle end i dag, er der risiko for, at unionen får tildelt mere kompetence for at kunne håndtere forskelligheder. For at undgå den udvikling bør vi tage ved lære af Bologna-processen. Den har den styrke, at man er enige om nogle mål, som kommer af et politisk ønske. Det er langt bedre, end hvis målene sættes, fordi nogle har en kompetence, og den kompetence så skal bruges til at gøre noget mere ens', siger Margrethe Vestager.

I den periode, hvor undervisningsministeren hed Ole Vig Jensen, var der tendenser til, at Kommissionen blandede sig i grundskolernes forhold, siger han til Folkeskolen. Kommissionen - med en lang række lande i ryggen - ønskede for eksempel, at sprogundervisning skulle begynde tidligere. Danmark sagde dog fra med henvisning til, at medlemslandene ifølge Amsterdam-traktaten er fuldt ansvarlige for grundskolens indhold og struktur.

fs2401-22OleVig

Ole Vig Jensen: I den periode var der tendenser til, at Kommissionenblandede sig i grundskolernes forhold

Hvad og hvornår

EUN, The European Schoolnet: Organisationen driver webstedet www.eun.org og igangsætter samarbejde mellem skoler.

Den åbne koordinations metode: EU's ministerråd opstiller i enighed mål for udviklingen på et området. Herefter finder Kommissionen indikatorer, der kan beskrive, hvordan målene er blevet nået. Hvis landene ikke vil være med, skal de sige fra, når den politiske målsætning fastlægges.

Lissabon-erklæringen: På topmødet i Lissabon i marts 2000 vedtog EU-landene en erklæring. De såkaldte formandskabets konklusioner omhandler blandt andet uddannelse og erhvervsuddannelse. www.eu-oplysningen.dk

Bologna-processen: Samarbejde mellem 29 lande om at etablere et europæisk forum for længere videregående uddannelser. Det nyeste møde blev holdt i maj 2001 i Prag. http://www.esib.org/prague

Prag-mødet: Se ovenfor.