Jørgen Ove Madsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere skoleinspektør ved Vejen Byskole (senere Østre Skole) Jørgen Ove Madsen er død efter længere tids sygdom, 80 år. Jørgen Ove var en af ildsjælene inden for specialundervisningen i Danmark. Han var oprindelig smed og blev lærer i en forholdsvis sen alder. Han blev kort efter sin uddannelse ansat til at starte Vejen Byskole, som var banebrydende inden for sit felt. I sin periode som formand for Dansk Hjælpeskoleforening var han med til at gøre byskolen og hjælpeskoletanken kendt i vide kredse. Vejen Byskole startede med få elever, men de nye undervisningsformer slog hurtigt an, så elevtallet på kort tid mangedobledes.

Jørgen Ove var en afholdt og meget inspirerende leder i de 26 år, han ledede skolen siden 1964. Hans hjerte bankede for de svageste elever, og han viste stor omsorg for dem og deres familier, samtidig med at han behandlede dem med værdighed og respekt. Som leder var han varm og indfølende, og som lærer på skolen gik man aldrig forgæves til ham. Han var en leder af format.

Æret være Jørgen Ove Madsens minde.

Personalet ved Specialundervisningscentret

(tidligere Vejen Byskole/Østre Skole)