Folkeskolens leder:

Lynlærerkursus

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsministeren vil have sparket en kort nød-læreruddannelse i gang. Akademikere og håndværkere skal have et års lynkursus i pædagogik, og pædagoger skal have et år med linjefag. Nyheden blev bragt på www.folkeskolen.dk torsdag morgen i sidste uge, og et par timer senere fulgte vi samme sted op med en kommentar fra Jørgen Stampe, der er formand for DLF's pædagogiske udvalg.

'Man kan ikke bare lægge noget pædagogik oven på et fag eller et par fag oven i pædagogikken. Læreruddannelsen er en treenighed mellem fag, pædagogik og praksis', siger han.

Det er værd at bemærke, at det ikke er en automatpilotafvisning af hele ideen. Jørgen Stampe går ind for, hvad han kalder 'fornuftige måder at omskole for eksempel pædagoger og akademikere til rigtige lærere', og han henviser til seminarierektorernes præciseringer af, at ingen vil kunne få merit nok til at gennemføre en læreruddannelse på mindre end to år.

Kommunernes Landsforening, KL, er begejstret for Margrethe Vestagers udspil, det er nemlig KL's gamle forslag, som ministeren nu gør til sit, siger man. Men landsforeningen erkender samtidig, at verden ikke er helt så enkel, som den beskrives i udspillet.

'DLF har en pointe i, at læreruddannelsen er mere end de enkelte fag', siger vicekontorchef Helene Bækmark fra KL's kontor for kompetenceudvikling til Folkeskolen. Man ønsker tilsyneladende en saglig dialog om, hvordan det kan sikres, at skolen får en ny gruppe seminarieuddannede lærere, som inden for en overskuelig tidshorisont kan være med til at afhjælpe lærermanglen. Og - hvad der er lige så vigtigt - en gruppe lærere, som bliver så solidt uddannet, så de kan blive i skolen - også når lærermanglen har toppet.

Men hvis KL og ministeren holder fast ved, at det er nok med en lynkursus på et år, beslutter de samtidig, at det kun skal være en uddannelse af opfyldningsarbejdskraft, der kan fyres igen, på samme måde som når stormagasinet smider julemedhjælperne på porten, lige så snart de har klaret topbelastningen før store gavedag.

Sådan er så det. Men så kan KL og ministeren ikke samtidig bilde forældre og offentlighed ind, at de mener det alvorligt, når de taler om kvalitet. Det ændrer ikke på realiteterne, at vicekontorchefen hævder, at lynkursisternes 'gamle' faglighed og et års pædagogik oveni tilsammen bliver en 'ny helhed'. Den slags letvægtsudtalelser giver ikke nogen læreruddannelse. De lynuddannede vil hverken fagligt eller pædagogisk være klædt godt nok på til at klare arbejdet i skolen. På længere sigt.

Det pragmatiske kompromis kunne måske være en faseopdelt tillægsuddannelse, som forpligter de studerende til en senere supplering af en toårig lynuddannelse, så de derved sikres en fuld læreruddannelse - og mulighed for fastansættelse?

-th

Læs side 8 og www.folkeskolen.dk

Et kursus til uddannelse af opfyldningsarbejdskraft, der kan fyres senere