Myten om, at de gamle, mavesure, tjenestemandsansatte lærere med deres kryds i nej-rubrikken var nær ved at sende de unge overenskomstansatte ja-sigere i strejke, holder ikke. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Scharling Research har gennemført for Folkeskolen efter urafstemningerne om Overenskomst 99.

Hvis det kun var de unge lærere under 35 år, der havde stemt ved afstemningen den 3. juni, var det blevet et nej. Hvis lærerne mellem 35 og 50 år også havde stemt, var det blevet et nej. Kun i aldersgruppen over 50 år viser undersøgelsen et flertal, der stemte ja til mæglingsforslaget. Og opdelt efter ansættelsesform var der et lille ja-flertal blandt de tjenestemandsansatte lærere, der sagde ja, mens der var 47 procent nej og kun 40 procent ja blandt de overenskomstansatte.

De yngste lærere, der har udsigt til de største lønstigninger ved overgangen til nye lønformer, har altså stemt nej. Det viser sig, at løndelen af aftalen har betydet meget lidt i lærernes stillingtagen. For 73 procents vedkommende var arbejdstidsdelen afgørende. Blandt nej-sigerne har arbejdstiden været vigtigst for hele 89 procent, men også blandt ja-sigerne har arbejdstiden haft den største betydning. Kun 23 procent af ja-sigerne vurderer lønaftalen som mest afgørende.

Kvinderne stemte nej

Den første del af undersøgelsen tydede på, at løndelen havde betydning for væsentligt flere mænd end kvinder, men den sammenhæng er ikke markant i undersøgelsen efter den anden urafstemning. Men der er forskel på, hvordan de mandlige og de kvindelige medlemmer har stemt. Der var et lille ja-flertal blandt mændene allerede i den første afstemning, som endte med et samlet nej, og kvinderne holdt fast i nej'et i anden omgang, dog med en meget snæver margin. 47 procent af de adspurgte kvinder angav at have stemt nej ved den anden urafstemning, 46 procent at de havde stemt ja. De resterende seks procent havde enten stemt blankt eller ønskede ikke at oplyse, hvad de havde stemt.

Undersøgelserne ser også på, hvor lærerne henter deres informationer, før de sætter krydset. 59 procent har fulgt deres tillidsrepræsentants anbefaling, 28 procent er gået imod anbefalingen, mens 13 procent ikke kender anbefalingen. 61 procent har fulgt kredsstyrelsens anbefaling, 27 procent er gået imod den, og 12 procent kender ikke anbefalingen, og kun 29 procent angiver, at den øgede uenighed i hovedstyrelsen gjorde dem i tvivl om, hvorvidt mæglingsforslaget var godt nok.

Den første del af undersøgelsen så også på, hvornår lærerne besluttede sig for, hvad de ville stemme. Svarene fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem folk, der besluttede sig inden for de første par dage efter at have hørt om resultatet i dagspressen, efter at have læst om det i Folkeskolen, efter at have læst særnummeret over overenskomsten og efter at have deltaget i et medlemsmøde. Diskussioner med kolleger har også været afgørende for mange, mens DLF's vægavis og kampagnematerialet fra ja- og nej-fløjene tilsyneladende ikke har haft ret stor betydning. Og næsten ingen angiver, at det var sygeplejerskernes nej, der var udslagsgivende.