Debat

Spring ikke 10. klasse over

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De unge skal ikke springe 10. klasse over, men springe på.

Det får de unge og samfundet på længere sigt meget mere ud af. 10. klasse har meget at tilbyde sine elever. Med den nye 10.-klasse-lov blev det med al tydelighed præciseret, at 10. klasse skulle være så fleksibel, at den enkelte elev kunne få tilgodeset lige bestemt de fag, den praktik og ikke mindst de brobygningsønsker, som han/hun måtte have.

Derfor er det med meget stor forundring, at jeg i dagspressen læser, at regeringens seneste udspil omkring 10. klasse er at få eleverne i folkeskolens ældste klasser til at springe 10. klasse over.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når mange kommuner har brugt så mange kræfter på at få deres 10.-klasser og 10.-klassecentre til at fungere, har de gjort det, fordi de med 10. klasse får forebygget mange af de problemer, der senere kan opstå. Den gruppe af elever i 9. klasse, som traditionelt vælger 10. klasse, gør det velovervejet.

Det er min erfaring, at eleverne er meget bevidste om deres valg af 10. klasse. De vil i 10. klasse for at forbedre halvdårlige karakterer fra 9. klasse, for at få muligheden for at tage FS10-prøve, for at modnes mere og for at kunne vælge mere kvalificeret.

Endelig er der en meget stor gruppe af unge i 10. klasse, som i løbet af 10. klasse skaffer sig en læreplads, fordi de har været i praktik hos en mester, som gerne ville have dem. Vi ser meget sjældent, at en elev i 9. klasse bliver tilbudt en læreplads. Det betyder, at en del 10.-klasse-elever begynder på teknisk skole eller handelsskolen med en læreplads i baghånden. Denne gruppe af unge har stor sandsynlighed for at gennemføre en uddannelse. Helt anderledes er det med den gruppe af unge, som regeringen nu vil have skal springe 10. klasse over og gå direkte på en ungdomsuddannelse. Denne gruppe af unge får det meget svært. For det første tror mange unge, at når bare de kan komme på en teknisk skole, forsvinder alle de boglige krav, men her tager eleverne grueligt fejl. Der er store boglige krav i dag til at gennemføre en faglært uddannelse. Eleverne ville med en 10. klasse kunne få bedre faglige forudsætninger, de kunne klare en ungdomsuddannelse.

For det andet oplever mange lærere i dag, at undervisningen helst skal foregå intravenøst. Eleverne ønsker ikke at arbejde hårdt for at opfylde de boglige krav, der er. Det er lettere for den unge at droppe ud af sin ungdomsuddannelse med henvisning til, at det var alt for svært. Og de unge dropper ud. Derfor er mit råd, at de unge ikke skal springe 10. klasse over, men netop springe på 10. klasse.

Sofia Esmann

lærer og skolevejleder Maribo