Med fare for at blive ramt af janteloven i jantelovens eget hjemland vil jeg som lærerstuderende kommentere indlægget fra Ib Hedegaard Larsen i Folkeskolennummer 19 omkring skrivning som vedhæng.

Jeg vil give ovenstående ret i skrivningens betydning og vigtighed for læseindlæringen, her skal det blot bemærkes, at læsning er reproduktiv og gående fra tekst til hjernen, mens skrivning er produktiv og gående fra hjernen til hånden.

Når indlægget så videre kritiserer - jeg antager, at der er tale om nyere - dansksystemer for at sammenblande metoder i indlæringen 'i en pærevælling', så 'det er svært at få øje på metoden i systemerne', må jeg sige tøv en kende. Især når lærebogsforfatterne i samarbejde med forlagene beskyldes for at 'forsøge at skyde med spredehagl'. Der skydes ikke med spredehagl, og man forsøger, formentlig, ikke at tilfredsstille lærere, der går ind for enten den ene eller anden metode. Jeg går ud fra, at der er tale om henholdsvis den sekventielle og den holistiske læseprocesteori, der igen medfører forskellige afkodningsstrategier og dermed forbundne læsemetoder!

Nej. Forlag og lærebogsforfattere følger bare med i den nyeste forskning inden for læsning. Denne forskning, der har en lingvistisk tilgang til læsning, modsat den kognitive - som de to 'gamle' teorier er udsprunget af - viser nemlig, at eleverne allerede i førskolealderen meget ofte kan 'læse'. Der bruges begrebet: begrænset læsning. De skal så arbejde videre ud fra helhedsopfattelsen af ord, da det er sådan, de har indlært de ord, de allerede kan. Andre elever kan ikke læse, heller ikke begrænset, og skal derfor tilbydes den sekventielle afkodning af ordene.

Begge elevgrupper vil være i konstant udvikling og vil i deres udvikling få forskellige behov på forskellige tidspunkter for såvel 'bottom-up'-tilgangen som 'top-down'-tilgangen. Derfor blander man i dag metoderne i læsebøgerne. Det betyder også, at man i dag ikke længere laver distinktionen mellem læser og ikke læser, men taler om forskellige læseudviklingstrin. Dette hænger så igen smukt sammen med kravet i folkeskoleloven, der kræver, at vi som dansklærere tager udgangspunkt i den enkelt elev og derudfra differentierer undervisningen. Så frisk mod, de nyeste systemer er såmænd konstrueret ud fra de behov, eleverne har, og ikke ud fra lærerens overbevisning om, hvilken metode der er bedst.

Men alt dette gør ikke skrivning mindre betydende for læseindlæring og omvendt, men op- eller forklarer måske, hvorfor nyere læsebøger ser ud, som de gør.

Jesper Sørensen

lærerstuderende på Københavns Dag- og Aftenseminarium