Medlemmer af Danmarks Lærerforening er gennemsnitligt set som resten af befolkningen. Det kan man - alt efter temperament - betragte som en fordel eller et problem.

Det er godt, at læreren holdningsmæssigt er på linje med de borgere, der sender deres børn i folkeskolen. Det er godt for omgangstonen, den gensidige forståelse og for demokratiet.

Men de uheldige tendenser, der kan aflæses i tidsånden, plager også DLF. Tidligere - vel engang før 1970'erne - bar hr. og fru Danmark på nogle politiske grundholdninger fra de sociale miljøer, de kom fra og levede i. Og selv om de ikke nødvendigvis fulgte særlig tæt med i politik, så hørte familien Radioavis klokken halv syv; den politiske holdning var en del af identiteten.

I dag er meget færre politisk organiseret, og man er mere troløs over for partierne. Til gengæld tager man nu personligt stilling fra gang til gang - med udgangspunkt i værdier og følelser. Og tålmodigheden er blevet kortere; man kræver her og nu-forbedringer. Det lange seje træk med at ændre tingene giver mange tilsyneladende ikke ret meget for.

Det skaber paradokser og dilemmaer i samfundet. Og det gør det så sandelig også i Danmarks Lærerforening. I dag erkender alle, at arbejdstidsaftalen har medført en række alvorlige problemer. (Det er glemt, at 1993-aftalen blev til på grund af et politisk pres, som gjorde alternativerne endnu mere skræmmende. Og det hjælper jo heller ikke den lærer, som lige nu er presset af for meget undervisning og for lidt forberedelse.)

I sidste uge kunne man i Folkeskolenlæse, at 4.730 medlemmer har sendt et skema ind til firmaet Dafolo med holdninger om DLF. To ud af tre har sat kryds ved, at de har små muligheder for at påvirke foreningen.

I sig selv er det ikke overraskende. For det er værd at huske, at tallene ikke er repræsentative. Ligesom det ofte er vrede, der får folk til at skrive læserbreve, er det ikke glæde og tilfredshed, der inspirerer folk til at sende spørgeskemaer ind. Og der er et overtal af mænd, ældre og københavnere blandt indsenderne. Små og mellemstore kredse er overrepræsenteret, og der er for mange lærere i forhold til andre medlemsgrupper.

Men det er paradoksalt, at mens der altså er flest, der er kritiske, er der alligevel 45 procent, der mener, at informationen fra foreningen giver mulighed for at påvirke de fagpolitiske aktiviteter, og kun 30 procent er uenige med dem! Lige så paradoksalt har 42 procent krydset ja ved, at de mener, at foreningsdemokratiet fungerer, mens kun 36 procent er uenige.

Her er nogle paradokser og dilemmaer, som foreningspolitikerne bør forholde sig til - ligesom de 81.042 medlemmer, som fravalgte at komme med deres synspunkter. Unægtelig noget af et udviklingsprojekt. Det ligner til forveksling hele landets demokratiske udfordringer.

-th

Se rapporten på www.dlf.org