Meget tyder på, at politikere og medier indser, at de senere års negative fokus på folkeskolen har givet bagslag. Søgningen til læreruddannelsen taler for sig selv.

Bertel Haarder forsømmer ikke en lejlighed til at fremføre, at han vil parkere stridsøksen. Det mener han sig i stand til, nu hvor han har fået indført de ændringer af folkeskoleloven, et flertal af partierne mener, der skal til for at få skolen på rette fod.

Hvis blot Danmarks Lærerforening også ville stoppe med at problematisere vilkårene i folkeskolen, så skal det nok gå fremad med søgningen til læreruddannelsen, som jo netop også er ændret til det bedre, er ministerens synspunkt.

At DLF har et medansvar for det negative billede, der har tegnet sig af tilstanden i folkeskolen, er en yndet udlægning i medierne.

Det kan kun vække undren, al den stund at en fagforenings fornemmeste opgave er at være engageret i sit fag og dets vilkår, og det er præcis den opgave, vi som forening tager alvorligt.

Derfor har vi selvfølgelig reageret på kritik, på lovændringer og på dårlige vilkår, men ikke uden at vi har leveret vores bud på, hvor vi ser de nye veje for skolens udvikling.

Med den fortsat nedadgående søgning til læreruddannelsen er situationen yderligere spidset til. Det er uholdbart, derfor er der brug for politisk handling.

Men tiden er forpasset til, at katastrofen kan undgås, blot ved at politikerne udviser respekt for lærernes arbejde. Der skal mere til, hvis et job som lærer skal være attraktivt.

Det handler om vilkår for lærerarbejdet, og det handler om løn.

Det handler om en entydig definition af, hvad der er skolens opgave. Vi kan læse, hvad der står i folkeskoleloven, men kravene til skolen rækker langt ud over indholdet i loven, og hvad skolen har resurser til.

Det handler om at respektere, at det er lærernes professionelle indsigt, der skal afgøre, hvilke metoder der skal anvendes i undervisningen.

Det handler om accept af en arbejdstidsaftale, der sikrer den enkelte lærer, at der er tid til at varetage alle de opgaver, der er nødvendige, hvis resultatet af undervisningen skal være optimal.

Og det handler mere end nogensinde om at få lønnen op på et niveau, der er så attraktivt, at selv unge mennesker, der er vokset op i et overflodssamfund og er udstyret med alle de skolemæssige forudsætninger, der skal til for at vælge den uddannelse og dermed det liv, de har lyst til, kan se, at et valg om at blive folkeskolelærer ikke, hverken statusmæssigt eller økonomisk, låser dem fast i et liv på anden klasse.