<p>"Viden tilbyder nu og da, at man frigøres fra sig selv - egne interesser, behov og lyster, ligesom viden funderer den selvstændighed, som enhver skoleforestilling priser, og som er forudsætningen for en kritisk sans, der værner mod fundamentalistiske trusler, mediemanipulation, politisk propaganda med videre". Blandt andet sådan argumenterer cand.scient.pol. Stefan Hermann for den relancering af oplysningen som skolens vigtigste opgave, der er ærindet med hans bog "Magt og oplysning", og han fortsætter: "Skoleforestillinger, der sigter på at gøre elever til statsborgere, der nyder politiske rettigheder, [må] sikre et højt grundniveau".</p> <p>Men oplysningsprojektet er ifølge forfatteren blevet hjemløst. Fra reformpædagogikkens gennembrud i slutningen af 1950'erne til og med dagens vidensøkonomiske oprustning er forholdet mellem magt, viden og subjektivitet blevet forskudt, og indholdspunktet i den didaktiske trekant - lærer, fag og elev - er blevet underbetonet.</p> <p>Michel Foucaults begreb om gouvernementalitet - den moderne verdens sammenvævning af politik og etik - er det teoretiske omdrejningspunkt for bogens magtkritiske beskrivelse af denne historiske periodes pædagogiske og politiske strømninger. Oprindelige modkulturelle strømninger bliver strategiske momenter i en økonomisk orienteret befolkningsomsorg, hvor man arbejder politisk for at realisere sig selv eller via markedsbåret livsstilskonsum.</p> <p>Forfatteren understreger, at det er den programmatiske virkelighed, der beskrives og analyseres. Det empiriske materiale er først og fremmest principprogrammer, lovgivningsstof, læseplaner og vejledninger suppleret med udtalelser fra skolepolitikere og artikler i fagblade.</p> <p>De fire analysers nedslag i 1950'erne, 1970'erne, 1990'erne og 2000'erne indledes alle med en tematisering, der søger at fange periodens vigtigste dagsorden. Herefter følger afsnittene "Målsætninger og fag", "Relationer og praksis", "Teknikker og metoder", "Magtudøvelsens rum", "Vidensregimer" og "Gouvernementale og politiske strategier".</p> <p>Analyserne dokumenterer, sådan som jeg læser det, først og fremmest dimensionerne magt og subjektivitet, mens den påståede underbetoning af skolens vidensdimension bliver ved med at være et postulat. At der kan påvises ændrede og udvidede målsætninger for skolen, at lærerens didaktiske repertoire udvides, og at skolens opgaver og faglige indhold bliver mere omfattende i perioden, er ikke i sig selv udtryk for en nedtoning af vidensdimensionen. Det viser snarere en ændring af de kundskaber, som anses for centrale, og for den form, kundskaberne forventes at "vise sig" i.</p> <p>Analyserne efterlader det indtryk, at de beskrevne programmer har været uanfægtede både på det diskursive niveau og i praksis. Man kunne have ønsket, at forfatteren havde inddraget de mest gennemslagskraftige modstande og de "alternative" diskurser og praksisser, som de fire perioder har budt på, idet de skiftende tematiseringer både har inspireret lærernes selvforståelser og har vist sig i senere lovgivning. Tendenser, vi - i overensstemmelse med bogens ærinde - må håbe fortsætter.</p> <p>Pædagogisk praksis i alle dens afskygninger og en mulig tendensaflæsning er ikke en del af bogens empiriske grundlag. Det er både en styrke og en svaghed. Det er en styrke, i den forstand at det får det programmatiske til at træde klart frem - "Hvad ville de med skolen?" Og Hermanns analyser giver troværdige bud på, <i>hvorfor</i> de mon ville og vil det.</p> <p>Men hvad der faktisk skete og sker i skolen, hvad eleverne faktisk mødte og møder af indhold - og dermed hvilket dannelsesperspektiv og hvilke typer lærer-elev-relationer der udfolder sig i praksis - undersøger forfatteren ikke. Hermann er klar over, at det er i lærernes forvaltning af deres undervisning, den politiske magtudøvelse implementeres, suppleres, balanceres og provokeres. Og han ved, at denne praksis er koblet til lærerne""