Debat

Overenskomsten gøres kompliceret

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I mange fagforeninger snakkes der i disse dage om, at overenskomstresultatet er så kompliceret, at medlemmerne har svært ved at forstå det. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke i højere grad er fagforeningerne, der ønsker at fremstille overenskomsten som kompliceret for på den måde at afvæbne eventuel kritik. I Danmarks Lærerforening hævder vi eksempelvis, at pensionsproblemerne for den såkaldte 1993-gruppe er så indviklet, at den berørte gruppe ikke selv forstår det og derfor er urimeligt kritisk over for overenskomstresultatet.

Sagen er i al sin enkelhed, at en stor gruppe af medlemmer i 1993 gennem deres ansættelse som timelærer havde ret til en pension svarende til tjenestemandspensionen. Ved kommunaliseringen i 1993 mistede de med et slag denne ret og kan nu se frem til en overenskomstpension, der i mange tilfælde ligger 40-60.000 kroner under den tjenestemandspension, som de ellers havde krav på - vel at mærke hvert eneste år, de pågældende er på pension. Dette var og er intet mindre end en katastrofe og bør udgøre foreningens kollektive dårlige samvittighed.

Katastrofen er først og fremmest opstået, fordi 'omvekslingen' fra den ene pensionsform til den anden var alt for dårlig i forhold til den tjenestemandspension, som de pågældende havde krav på. Den kompensation, der ligger i mæglingsforslaget, er set i forhold til problemets omfang mildest talt latterlig. Endnu værre bliver det imidlertid med aftalens afsluttende punkt 6: 'Denne aftale er til fuld og endelig afgørelse af problemstillingen om mistet pension ved kommunaliseringen af lærerne i 1993'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

'Bare rolig' - lyder de trøstende ord - 'Vi kan fortsat forsøge at komme igennem med en kompensation for den forholdsvis lave pensionssats på 12,5 procent i årene fra 1993 til 1997'. Sagen er imidlertid, at kompensationen for dette forhold aldrig vil kunne opveje den ringe omveksling, der skete i 1993. Som det fremgår af citatet fra aftalen, har vores forhandlere accepteret, at der er endeligt afregnet for denne omveksling.

Forhandlerne har måske fundet problemstillingen kompliceret, men resultatet er desværre enkelt. Vi har med aftalen afskåret os fra for alvor at kunne rette op på de uacceptable pensionsforhold for 93-gruppen. Forsøger vi at bortforklare dette, risikerer vi, at frustrationerne mod foreningen bliver endnu større. Det vil for alvor betyde en svækkelse af DLF.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse

Powered by Labrador CMS