Anni Herfort besvarer et læserbrev i Folkeskolennummer 20 med, at hun ikke er enig i, at kongresbeslutningen om at opsige arbejdstidsaftalen er blevet brudt.

Af aftalen fremgår det: Såfremt parterne ikke opnår enighed om fornyelse af arbejdstidsaftalerne, skal aftalerne for at kunne forhandles opsiges igen.

Det fremgår endvidere, at dette tidligst kan ske med udgangen af skoleåret 2004/05. Det betyder reelt, at kongressens beslutning om opsigelse af aftalen per 1. august 2004 er annulleret - ellers var der jo ingen grund til at skulle opsige den igen.

Vivi Hansen

medlem af DLF's hovedstyrelse

Svar

En række af denne uges debatindlæg drejer sig om forløbet af overenskomstforhandlingerne. Jeg skal forsøge kort at svare så fyldestgørende som muligt.

Først vil jeg understrege, at jeg ikke har sagt ja til det specielle resultat. Jeg - og en enig hovedstyrelse - sagde nej til det samlede resultat, herunder det specielle.

Sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne gjaldt ikke kun de generelle forhandlinger - men også de specielle, der dermed blev overført til Forligsinstitutionen. Det betød, at hvis vi ikke opnåede enighed med arbejdsgiverne på det specielle område, ville forligsmanden fremsætte et mæglingsforslag. Min opgave var at vurdere, om det, vi kunne opnå ved forhandlinger med arbejdsgiverne, ville være bedre, end hvad vi kunne forvente i et mæglingsforslag.

Med hensyn til 93-gruppens pension var arbejdsgiverne som udgangspunkt villige til en forhøjelse af pensionen, men ikke til at give midler til enkelte grupper - blandt andre den gruppe, der mistede måneder ved overgangen i 1993. Resultatet blev en pensionsprocent væsentligt højere, end der umiddelbart så ud til at være mulighed for, og et engangsbeløb i forhold til de mistede måneder. Det er ikke rigtigt, at der er afregnet 'fuldt og helt' for 93-gruppen som sådan. Formuleringen dækker udelukkende de mistede måneder ved overgangen i 93. Der vil fortsat kunne rejses pensionskrav, som tilgodeser 93-gruppen.

Med hensyn til arbejdstidsaftalen var det arbejdsgivernes udgangspunkt, at de ikke ønskede en procesaftale (køreplan) overhovedet, og at de ikke ønskede at afsætte midler til forhandlingerne i 2004. Vores krav var en køreplan, hvor der var afsat midler og med konfliktret, hvis vi ikke kunne blive enige. Vi fik en køreplan, og vi fik afsat midler. Men vi kom ikke igennem med kravet om konfliktret. At få konfliktret i aftaleperioden kræver tilsidesættelse af hovedaftalen. Jeg vurderede, at forligsmanden ikke ville sætte hovedaftalen ud af kraft. Alternativet til aftalen var med andre ord ingen køreplan, ingen midler og ingen konfliktret.

Hovedstyrelsen nedsatte i forbindelse med afstemningen en konfliktgruppe, som skulle koordinere aktiviteterne ved en eventuel konflikt. Gruppen foreslog blandt andet medlemsmøder - uanset udfaldet af afstemningen. Materialet, som vi valgte at udsende, var ment som hjælp og inspiration.

Anni Herfort

formand for DLF

Svar på tiltale

Jeg har altid næret noget, der kan minde om foragt, for de folk, der tager til genmæle mod en dårlig anmeldelse. Nu er jeg selv i samme situation.

Årsagen er Tonny Hansens anmeldelse af 'Realiteternes verden' i Folkeskolennummer 18. Ifølge anmelderen indeholder bogen 'noget godt, noget mindre godt og en enkelt decideret katastrofe'.

Det mindre gode og selve katastrofen har med opgaverne at gøre. Imidlertid er det ikke Johannes Fibiger og John Rydahl, der er ansvarlige for opgaverne, hvad man skulle tro af anmeldelsens kolofon, hvor de er de eneste nævnte. Opgaverne er udarbejdet af Jette Pagaard Norrild og undertegnede, der har samarbejdet med forfatterne om den pædagogiske tilrettelæggelse, herunder opgaverne og 'katastrofen', den 'amputerede udgave af Pontoppidans 'Ørneflugt''. Det fremgår indirekte af oplysningerne på bogens titelblad.

Ifølge Tonny Hansen har vi tilladt det formastelige at udelade slutningen på Henrik Pontoppidans berømte fabel. 'Sådan kan man efter min mening ikke behandle et kunstværk', skriver anmelderen harmdirrende - med en skolemesteragtig patos, der kan minde om forne tiders romantiske kunstsyn.

Hvorfor ikke? I den første opgave skal eleverne selv skrive en slutning, i Pontoppidans stil, så den står i modsætning til fablens berømte modstykke, H.C. Andersens 'Den grimme ælling'. Vi valgte at slutte dér, hvor gumpetunge Klaus standser sin flugt efter hunørnen. Skal den fortsætte eller vende hjem til sin trygge præstegård? Derefter hører eleverne Pontoppidans afslutning, sammenligner og diskuterer arv og miljø, også i relation til nutiden.

Hvad galt er der i det? Det virker unægtelig, som om Tonny Hansen har sovet tornerosesøvn, om ikke i 100 år, så fra 1995, hvor meddigtning kom ind i faghæftet for dansk. Meddigtning, Tonny Hansen! Indrømmet, megen meddigtning har vist bort fra teksten, men vores intention var netop, at den skulle pege durk ind mod selve kunstværket - med eleverne som meddigtende aktører. Er Pontoppidans fabel ikke også en slags meddigtende moddigtning til et klenodie i dansk litteratur? Fy, Henrik!

Mon ikke Pontoppidan, den bidske debattør, roterer i sin grav over et sådant antikveret syn, som Tonny Hansen disker op med? Døm selv, dansklærere. Problemet er hermed sat til debat - sammen med de øvrige opgaver, der naturligvis altid har vejledende karakter.

Jeg lider ikke af selvforagt efter denne salut. Også anmeldere må være underkastet de mest nødtørftige krav om faglig indsigt og udvikling. Så vågn dog op, Tonny Hansen, til realiteternes verden og klare mål!

Henrik Vejen

Aalborg