LIC vil gerne møde medlemmerne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En bittelille annonce i Folkeskolen nummer 15 indkalder til »ordinarie föreningsstämma« i Lærernes Indkøbscentral, LIC. Altså generalforsamling. En hverdag i juni klokken 16 højt oppe i Sverige - i Tällberg.

Er det, fordi LIC egentlig helst er fri for at se medlemmerne til generalforsamling? Er det slet ikke en demokratisk forening?

»Vi ønsker ikke at være en lukket klub. Det er klart en ambition, at der kommer mange«, fortæller administrerende direktør Hans Ryberg.

»LIC er en dansk-svensk medlems­ejet forening for lærere. Juridisk er vi en svensk enhed, så vi skal holde generalforsamling i Sverige. Vi har prøvet at holde den tæt på Danmark - i Malmø - men der kom ikke flere«.

Har I overvejet at holde generalforsamling en weekend?

»I forbindelse med generalforsamlingen 14. juni har bestyrelsen talt om at finde et mere hensigtsmæssigt tidspunkt og sted. Og det vil vi overveje på ny. Jeg tager det med i mødet i august«, lover Hans Ryberg.

Han fortæller, at LIC har 175.000 danske medlemmer og 115.000 svenske. Men man oplever kun lille inter­esse for foreningens virke.

»Det kan lyde kynisk, sådan er det ikke ment, men foreningen har en meget enkel formålsparagraf, nemlig at tilvejebringe varer og tjenesteydelser på fordelagtige vilkår til medlemmerne. Der er en sammenhæng mellem dét og interessen. Men vi prøver at informere mere. Vores hovedkatalog i oktober har en redegørelse med LIC's økonomiske resultat«.

Har I planer om større annoncer?

»Det er lidt standard med de små annoncer. Det kunne man godt gøre mere ud af«.

hl@dlf.org