Anni Herfort skriver i sin kommentar i Folkeskolen nummer 14 blandt andet:

'Nu er det vigtigt, at vi alle arbejder hen mod samme mål - både os, der sagde ja til overenskomsten, og dem, der sagde nej. Den enkelte lærer kan ikke sikre sig bedre arbejdsforhold alene'.

Sandt nok, den enkelte lærer kan ikke klare dét alene. Men er formanden den rette vejleder?

Anni Herfort finder fortsat ikke, at den nye arbejdstidsaftale er elendig, men medgiver, at overenskomsten giver færre centrale bindinger, og at 'den konkrete udmøntning bliver mere afhængig af den kommunale økonomi og vilje og af, hvad kredsen har kunnet forhandle sig frem til her i år et af aftalen'.

Jamen, her giver Anni Herfort selv en væsentlig begrundelse for, at aftalen er elendig. Det nytter ikke, at formanden lægger ansvaret for en uheldig udmøntning af aftalen fra sig med disse ord: 'Kommunerne har brugt arbejdstidsaftalen som undskyldning for at gennemføre kommunale besparelser. Det er ganske enkelt for ringe. Hvis man vil give borgerne en dårligere skole, må man også stå ved det'. Noget af det virkeligt ringe ved aftalen er jo, at den har givet politikerne mulighed for at gennemføre de nævnte besparelser.

Uanset hvor mange meldinger Anni Herfort får - blandt andet i form af debatindlæg i Folkeskolen - om den forøgede arbejdsbyrde og de stadig hårdere arbejdsvilkår for den almindelige lærer, vil hun ikke erkende, at disse forhold var/er en forudsigelig følge af den indgåede overenskomst. I stedet forklares lærernes stadig mere pressede situation med, at man lokalt har været for dårlig til at forhandle, at vi kan blive bedre til at planlægge arbejdstiden, at politikerne ikke ville det, hun troede, de ville, og så videre.

Det er ikke nødvendigt med store og fine undersøgelser for at dokumentere, at lærerne er presset mod en grænse, som ingen ved præcis hvor ligger. Når den nås, vil det sandsynligvis komme til udtryk ved øget sygefravær, ønske om tidlig pension og manglende tilgang af nye lærere.

Anni Herfort og flertallet i hovedstyrelsen må se at komme tilbage til virkeligheden i stedet for at leve sig endnu stærkere ind i drømmen om, at overenskomsten i grunden er god nok. Måske skulle de overlade arbejdet til folk, som har en bedre forståelse for lærernes situation i dagligdagen. Men indtil det måtte ske, må vi andre håbe på, at Peter Hess-Nielsen og Niels Christian Sauer med flere stadig har kræfter til at fortsætte deres vigtige arbejde, som blandt andet består i at kæmpe for at bedre vilkårene for de mest undervisende lærere. De har brug for al den opbakning, vi kan give dem - ikke bare den passive velvilje, men også en aktiv deltagelse på alle niveauer i debatten om lærernes arbejdsvilkår.

Søren Gellov

Lindevangskolen, Frederiksberg

Svar

Jeg mener stadig ikke, at arbejdstidsaftalen er elendig. Men, som jeg skrev i Folkeskolen nummer 14, har vores undersøgelse vist, at der er nogle alvorlige problemer, der skal rettes op på. Ligesom der også hen ad vejen blev rettet op på skævhederne i UØF-aftalen.

Jeg er heller ikke enig med dig i, at overenskomsten har givet politikerne mulighed for at gennemføre besparelser. At 23 procent af kommunerne har gennemført besparelser på skoleområdet, er naturligvis meget beklageligt. Vi har desværre set mange eksempler på nedskæringer og besparelser på de kommunale skolevæsener, også under tidligere overenskomster.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF