Anni Herfort appellerer i sin kommentar i Folkeskolen nummer 14 til, at alle led i foreningen på tværs af ja- og nej-sigere til overenskomsten står sammen om at arbejde for at sikre ordentlige arbejdsforhold for lærerne.

Enig, vi skal stå sammen, men hvad skal de forskellige led bidrage med?

Det tillader jeg mig at spørge om, når formanden fastholder, at arbejdstidsaftalen er god nok, hvis bare ikke kommunerne manglede økonomi og vilje til at give os det, vi mener, aftalen berettiger os til. Kredsene og tillidsrepræsentanterne skal løse den opgave, lyder det! Men hvordan?

Esbjerg har vist et godt eksempel. Mener formanden, vi skal slå ind på den vej? Hvis, så synes jeg, hun skulle sige det højt, med basis i en formuleret politik, der fastlægger grænser og mål og midler. På nuværende tidspunkt eksisterer der ikke en sådan politik. Initiativer i den retning er overhørt.

Vi er oppe mod kommuner, der ikke er indstillet på at give frivilligt ved dørene. Det fremgår af enhver skrivelse, der udgår fra Kommunernes Landsforening, KL.

Lærerne skal undervise mere, lyder det. Overenskomsten giver den mulighed, og KL kan lide den. Det ses af KL's budgetvejledninger til kommunerne. I februar konstaterer KL, at undervisningstimerne er blevet billigere end tidligere, fordi forberedelsen er sat ned, og man kan læse: 'Ligeledes bør det i takt med afgangen af lærere overvejes, om det er muligt at opretholde det eksisterende undervisningsomfang for færre ressourcer med de konsekvenser, at lærerne skal undervise mere'.

Sådan!

Når formanden samtidig bagatelliserer den nuværende situation ved at sige, at der blot er tale om et fordelingsproblem, og ved at henvise til begynderproblemerne med UØF, bliver man utryg. Det er korrekt, at kredsene fra 1994 og fremefter knoklede for at rette op på det bureaukrati og de skævheder, som UØF medførte.

Men situationen er grundlæggende anderledes nu. Den nuværende aftale sikrer ikke lærerne ordentlige arbejdsvilkår, og hensigtserklæringer a la 'En skole på vej' kan vi ikke ty til, har praksis vist.

Derfor er det for let alene at gøre løsningen til et lokalt anliggende beroende på sammenholdet mellem kredse, tillidsrepræsentanter og medlemmer.

Kommunerne lader med KL som vejleder hånt om lærernes arbejdsvilkår. Det varmer umiddelbart i kommunekassen, men det vil nok vise sig at være surt tjente kroner, som kommunerne efterfølgende vil opdage, at de kommer til at spendere på bunkevis af bureaukrati, udbrændthed og sygepensioner fulgt op af fastholdelsesordninger og seniorpolitikker.

Sådanne lapperier er vi ikke tjent med!

Nej, formanden og dermed de centrale parter må også selv i arbejdstøjet.

Det nytter ikke at skyde det overordnede ansvar fra sig. Arbejdstidsaftalen er ikke god nok. Der er mere i vejen end nogle uheldige skævheder.

Lotte Lange

formand for Greve Lærerforening, medlem af DLF's hovedstyrelse