Debat

Gravid - og sendt ud i kulden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til min store glæde og lettelse lykkedes det mig at blive optaget på speciallærerstudiet på fuld tid i det kommende skoleår på Lærerhøjskolen. Da jeg ikke har mange måneders praksis med specialundervisning, turde jeg kun håbe på at blive optaget. Dog har jeg i det forløbne år fulgt specialpædagogisk grundkursus, det skulle højne mine chancer for at blive optaget!

Tre uger efter finder jeg ud af, at jeg er gravid!

'I kunne have passet bedre på!' Ja, det er sandt - men jeg vil nu alligevel påstå: Den graviditet var absolut ikke planlagt. Det, der var planlagt, var, at jeg ville læse til speciallærer!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg ringer så til den pædagogiske konsulent på studiet og fremlægger situationen. Overraskende fortæller hun: Jeg er ikke sikret optagelse på studiet det næstfølgende år, men skal søge igen på lige fod med alle andre!

Så vidt jeg kunne forstå, er min situation noget usædvanlig. Alligevel har jeg et håb om, at dette brev kunne blive starten på en ændret politik på dette område!

Når man er blevet ansat på en ny arbejdsplads og siden opdager, at man er gravid, kan man ifølge loven ikke fyres. Hvorfor kan man så 'blive fyret' fra et studium, som man er blevet optaget på?

Måske kunne Danmarks Lærerhøjskole her vise sig som det gode eksempel og give mig fortrinsret til optagelse på speciallærerstudiet næste skoleår, såvel for at følge arbejdsmarkedets regler på det område, som fordi det er dybt uretfærdigt at sende en gravid ud i kulden på den måde. Det er jeg vel ikke ene om at mene?

Carmen Cardona

Højbjerg