Hanne Tranberg Søe

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stille sorg og eftertænksomhed, vi modtog meddelelsen om, at vores gode kollega Hanne Tranberg Søe var sovet stille ind den 5. april.

I næsten et år har vi fulgt hendes kamp mod sygdom. Til det sidste var hun fast besluttet på, at hun ville vinde den kamp. Hun ville blive rask, så hun kunne komme ud og plukke forårets anemoner. I stedet blev de lagt på hendes kiste. Kræfterne strakte ikke til.

Hanne kom til Nørremarksskolen i 1971. Hun tog sit arbejde alvorligt og var dybt engageret i sine fag. Hun var altid interesseret i at udbygge sit kendskab til fagenes udvikling og optaget af at lære børnene mest muligt på den bedst mulige måde. Hun var meget nær på sine elever og kaldte dem ofte 'mine børn'.

Når man så indenfor i Hannes klasse, blev man ofte standset af de mange arrangementer, udsmykninger og farverige ting, hun og hendes klasse var i gang med. Med engagement og interesse for det enkelte barn bragte hun mange klasser frem til gode resultater. Hun var klasselærer i den gode, gamle forstand. Hun krævede meget af sig selv og stillede også krav til sine elever.

Hun havde sine meningers mod og stod ved dem. Aktivt deltog hun i diskussionerne på lærerværelset.

Vores medfølelse samler sig især om hendes familie, der nu har mistet sit naturlige midtpunkt. Måtte de få styrke til at komme videre med deres liv.

Æret være Hannes minde.

Kollegerne

Nørremarksskolen, Vejle