I sidste uge var der igen flere overskrifter om Ny Løn i kommunerne. Vi hørte om problemer med:

- ligelig lønudvikling mellem kvinder og mænd, - valget mellem afskedigelse af kolleger og udbetaling af de aftalte lønstigninger,

- bortforklaring af lokal modvilje mod at efterleve Overenskomst 02.

Sidstnævnte historie handlede om forholdene for lærerne i Greve Kommune, hvor arbejdsgiveren på fuldstændig uacceptabel vis forsøger at påvise, at man skam bruger de penge, parterne ved Overenskomst 02 forudsatte, at man ville bruge ved lokale forhandlinger. Man kommer frem til at ville bruge 21.049 kroner til deling mellem 550 lærere for resten af året.

I virkeligheden forsøger kommunen at tage sig betalt to gange for de ting, som blev afregnet og betalt ved de centrale overenskomstforhandlinger. Man forsøger eksempelvis at tage sig betalt for feriedag, anciennitetsstigninger, stigninger i undervisningstillæg og omklassificeringer. I stedet for som arbejdsgiver at vedstå, at man tilsyneladende ikke har lyst og økonomi til eller brug for at anvende det lønsystem, som arbejdsgiverne nu ellers har kæmpet så ihærdigt for at få, så spiller man med på legen og opstiller på bedste 'hokuspokus'-vis en fuldstændig urimelig og fejlagtig opstilling, der gør et afsat beløb på 1.201.295 kroner til sølle 21.049 kroner.

I erkendelse af at kommunerne åbenbart ikke har hverken ønsker til eller for den sags skyld behov for at bruge lokale lønmidler, så spørger man unægtelig sig selv om, hvornår det er tid at forlade dette bureaukratiske, decentrale aftalecirkus. Hvorfor i alverden skal både arbejdsgiverpart og lønmodtagerpart dog bruge tid på beskrivelse af lønpolitik, fastlæggelse af principper, opstilling af krav, konkrete forhandlinger, udmøntning, kontering og meget mere, hvis kommuners lyst til at bruge penge begrænser sig til 38 kroner per medarbejder? Driftsomkostningerne til dette aftalecirkus står jo på ingen måder i rimelig relation til et sådant beløb.

Alligevel er parolen hos arbejdsgiverne fortsat, at der skal afsættes flere penge til decentrale forhandlinger på bekostning af centrale aftaler. Forestiller arbejdsgiverne sig mon virkelig, at en faglig organisation vil være med til aftaler, der på én gang vil betyde yderligere usikkerhed om reallønnen og afsættelse af penge, som nogle kommuner helt åbenlyst er fløjtende ligeglade med.

I sommer gav det heldigvis megen postyr, da flere kommuner ved budgetlægningen forsøgte at spare forlodsfinansieringen. Greve Kommunes forsøg på at (sø)forklare sig ud af miseren er endnu værre. Den sætter for alvor spørgsmålstegn ved arbejdsgiverens troværdighed.

Da Jyllands-Posten i august måned spurgte: 'Oplever du, at dit arbejde bliver værdsat af kommunen som arbejdsgiver?', var svaret 'Nej' fra 82,4 procent af lærerne. Omtalen af Greve Kommunes håndtering af lønforhandlingerne har med sikkerhed ikke gjort det lettere at føle sig værdsat. KL må sikre, at alle kommuner har kvalitet i arbejdet med at udmønte overenskomsten.