Pris til folkeskolen.dk/koensopdelt

Folkeskolens website www.folkeskolen.dk/koensopdelt har fået Dansk Fagpresses pris for nye digitale medier

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Folkeskolen.dk/koensopdelt er en innovativ lille perle, der lader brugeren træde direkte ind i problemstillingen med henblik på egen stillingtagen«.

Sådan lyder motiveringen for, at websitet www.folkeskolen.dk/koensopdelt modtog »Prisen for nye digitale medier« ved Anders Bording-prisuddelingen i sidste uge. Sitet, som er udarbejdet af de tre journaliststuderende Rikke Christensen, Mette Mørk og Frederik Michael Hansen, handler om kønsopdelt undervisning i folkeskolen.

»Det var en udfordring at skrive om et område, som er så udskældt. I nyhedsjournalistikken har vi lært at skrive sort/hvide historier, men her var det spændende at gå ind i et felt, der er alt for kompliceret til, at man kan beskrive det sort/hvidt«, fortæller Frederik Michael Hansen.

De tre studerende flyttede ind i en skoleklasse i en uge og fulgte undervisningen på nært hold. Det har nu givet dem både et 11-tal til eksamen og en pris.

Netmediekonsulent Claus Sølvsteen, som uddelte prisen, lagde særlig vægt på sitets gode udnyttelse af ny teknologi:

»Holdt enkelt med fokus på at lade teknologi og multimedieplatform understøtte formidlingen i stedet for at stå i vejen for den. Fokuseret design, gennemført stil­univers i et sjældent anvendt formsprog, der inviterer mere til fordybelse, end hvad der traditionelt ses inden for netmediet«.

Han ærgrede sig dog over, at folkeskolen.dk, som han sagde, har gemt sitet langt væk i en håbløs navigation. Det kan findes på www.folkeskolen.dk/koensopdelt