Discsjokaj

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Enhver, der hører gamle radioudsendelser, for eksempel i programmet Radioklassikeren i P1, vil have bemærket, hvordan udtale, stil og taletempo har ændret sig. Den ældre generation af radiomedarbejdere talte distinkt og var skolet i en bestemt tradition, som kan føres tilbage til Statsradiofoniens første chef, kammersanger Emil Holm.

Der eksisterede oven i købet en slags lærebog. En lektor på Københavns Universitet, Ulla Albeck, udsendte i 1940'erne en meget udbredt lille bog »Farlige Ord, en Rettesnor for rigtig Udtale af dansk Rigssprog«. Her stod korrektheden ikke til debat, men til diktat. »A bør holdes i tilbørlig Afstand fra æ«. Der advares mod at udtale »Kræmmer« som »Krammer« og »brænder« som »brander«. Den problemstilling kender vi stadig. »Arbejde« skal ikke have hårdt »d«, men blødt »d«. Det ville man ikke komme langt med i dag. Og et gammelt slikord »Brystsukker«, som næppe nogen husker længere, skulle udtales »Brøsukker«.

Mange ord, der i dag har tryk først i ordet, skulle endnu dengang have tryk på sidste stavelse, for eksempel »individuel« og »Skanderborg«, og »jockey« skulle udtales »sjokaj«. Kunne man forestille sig en »discsjokaj«?

Ord som »særlig, ærlig, værelse« skulle have rent æ, og vokalen skulle være lang: »sæhrlig, væhrelse, æhrlig«. Det kan også høres i gamle film. Den moderne udtale med kort vokal kaldes »vulgær«. Dér fik man den!

Det er let her tres år efter at le ad ældre tiders normer. Mediernes problem i dag er snarere, at ingen tør opstille normer for andre lige på dette område. Vi fastlægger stavning og bøjning centralt, men ikke udtale. Og der eksisterer stadig vrangforestillinger om, at rigsmålet er en konstruktion. Det er det på ingen måde; det er overleveret fra generation til generation gennem århundreder, og det er ikke mindre genuint end nogen dialekt. Men det har ikke længere et uantastet smagsmonopol. Det ville også på mange måder være bedre, hvis vi herhjemme vænnede os til, at vi kan mødes sprogligt, selv om vores udtale kan være meget forskellig, afhængig af alder, region, social og etnisk baggrund.

Og det ville også være godt, hvis man arbejdede mere målrettet på at fremme en distinkt udtale i radio og tv.