Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hun er nummer fem ud af vistnok ni søskende. Palæstinensisk baggrund. Hendes to ældre søstre og også en lillesøster bar slør, men ikke Abira. Hun gad ikke. Jeg var klasselærer for hende, til hun gik ud af 9. klasse med en ikke særlig prangende afgangseksamen. Men pragtfuld var hun. Uortodoks, humoristisk, uforstilt, robust, uhøjtidelig og karismatisk på sin egen måde.
Da hun begyndte på vores skole i 5. klasse, lagde hun ud med at kalde nogle af pigerne i klassen for ludere. Jeg spurgte hende, hvad hun mente med det. Jo, det var sådan nogen, der gik i kort nederdel og lange støvler. En lyshåret og blåøjet knægt fra klassen kaldte hun efter en kontrovers lidt overilet for fede perker. Men klassekammeraterne grinede ad hende, og efterhånden grinede hun selv med. Hun gled mere og mere ind i klassens sociale liv. Når der skulle fortælles vittigheder, optrædes på scenen eller filmes, var hun helt i sit es og fik alle til at grine. Hun elskede også at give den i rollen som lærer.
Som oftest var hun venlig, høflig, smilende og overbærende. Men to gange på fem år oplevede jeg hende i situationer, hvor hun gik helt ud af sit gode skind og smed alt over bord.
Senest da vi i 9. klasse debatterede ytringsfrihed og drabet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Her gjorde Abira fælles front med en anden pige, som var kurdisk iraker. Debatten udviklede sig hurtigt til et højlydt skænderi med klassekammeraterne, der forsvarede den dræbte og ytringsfriheden. Der blev en råben og en skrigen, og jeg kunne simpelthen ikke få stoppet skænderiet. Selv om pigerne tilsyneladende ikke var meget religiøse, så var det mere, end de kunne bære, at Koranens ord blev skrevet på ryggen af en nøgen kvinde.
Heldigvis ringede klokken, og først dagen efter, da gemytterne havde lagt sig, kunne jeg samle lidt sammen på stumperne efter skænderiet. Jeg var lettere rystet over den kraft, hvormed de arabiske piger gik ind i skænderiet og var parate til at sætte deres status, kammeratskab og forhold til læreren, som var mig, over styr.
I hvert fald fjernede de sig mere fra de danske elever efter denne episode, og man kan vel sige, at integrationen ved den lejlighed mistede terræn.
(Pigens navn er af beskyttelseshensyn ændret)
Erik Schmidt
