I kommentaren i Folkeskolen nummer 9 opstiller udviklingskonsulent Peter Brodersen en modsætning mellem den undervisende lærer, der videregiver kundskaber, og så den tilrettelæggende lærer, der tilrettelægger og iscenesætter de omstændigheder, hvorunder eleven selv gennem egenaktivitet tilegner sig den ønskede viden.

Men modsætningen er falsk. Den docerende lærer, der arbejder via Brodersens mindre estimerede, stoforienterede læringssyn, har naturligvis ret til at forudsætte en aktivt videntilegnende elev. Folkeskolen har aldrig nogensinde forudsat total passivitet hos de elever, der undervises. Fordelen ved den lærerdocerende undervisning er blandt andet, at den viden, der doceres, videregives i den rigtige form, så forkert indlæring undgås eller minimeres. Endvidere bør den respekt for skolens faglige videnmængde, som rigtignok har lidt et alvorligt knæk begyndende med 75-loven og katastrofalt fuldført af 93-loven, men som flere og flere gerne ser genetableret, fordre en undervisende lærer, alene for at kunne nå igennem så stort et pensum som muligt, hvilket ikke bør være et så totalt latterligt mål for en moderne skole, som det har været.

Brodersens afvisning af, hvad han kalder for det stoforienterede, og som indbefatter den docerende lærer, er urealistisk, alene fordi enhver foredragsholder jo med rette forventer, at den forsamling, som han foredrager for, tilføres den viden og de synspunkter, som foredraget indeholder. Afviser man det stoforienterede syn som grundlag for læring, kan det tages til indtægt for, at der ikke længere skal holdes foredrag, da indlæringen her må antages at være minimal eller lig nul.