Slip musen fri

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hold pause og bevæg dig. Flet fingrene og stræk armene ud foran dig, hold strækket i ti sekunder. Begræns musearbejdet, brug genvejstasterne.

Alle disse råd om arbejde ved computeren findes i en pjece, som i nærmeste fremtid sendes ud til alle elever i Kolding Kommune. 'Slip musen fri og undgå gnaveri' er pjecens titel. Pjecen viser tegninger af de øvelser, man kan gøre for at undgå museskader, og tegningerne udsendes også på plancher til alle skoler. Plancherne kan hænges op ved siden af computeren. Øvelserne lægges også ind som skærmbillede på computerne.

Det hele sker som et led i sundhedsarbejdet i kommunen. Informationsteknologilærerne og sundhedskontaktlærerne er også indbudt til møde med kommunens sundhedskoordinator og en fysioterapeut for at sætte fokus på problemet med museskader og stillesiddende arbejde foran computeren. Det er kommunens sundhedskoordinator, der står bag arbejdet med pjecen.