Klokken er ti om formiddagen. Undervisningen skulle være startet klokken otte, men de fleste af klasseværelserne på Chumisa Primary School i Khayelitsha er gabende tomme. Eleverne spiller fodbold på det store, sandede område bag skolen, som engang gerne skulle blive til en sportsplads med rigtigt græs. Skoleinspektør Nat Bongo ryster opgivende på hovedet efter en rundtur på skolen. Han er normalt en smilende mand, men i dag kniber det en smule.

Han har 1140 elever på sin skole, men kun 18 ud af 30 lærere er mødt op. Sådan er det altid på den her årstid, forklarer Nat Bongo. Det er eksamenstid. Ikke for eleverne, men for lærerne. Den såkaldte 'papirjagt' er gået ind. Mange lærere helliger sig hellere deres egne studier, end de underviser eleverne. Deres løn afhænger af, hvor mange udmærkelser de har på papiret, og ikke hvad de præsterer i klasseværelserne. I juni måned aflyste Nat Bongo elevernes halvårlige prøver, fordi ingen af lærerne var nået igennem læseplanen.

- Her i landet er der ikke tradition for hverken at lære eller at undervise i skolerne. Mange af lærerne brugte en del af deres egen skoletid på at protestere mod apartheidsystemet.

- Nu vil ingen tage ansvaret for den dårlige undervisning. Det er svært at forlange disciplin og interesse af eleverne, når lærerne ikke er noget godt eksempel, siger Nat Bongo.

Sidste år forbød han lærerne at slå eleverne. Men så gik lærerne til forældrene og bad om deres tilladelse til at slå. De fleste forældre synes, at det er helt i orden. De har selv gået i skoler, hvor frygten for en omgang tæv var én af de gode grunde til at høre efter.

For nylig måtte han rydde et helt lokale for at få plads til 30.000 ruller toiletpapir. Det er næste års forsyning, der er ankommet. Under den tidligere regering fik skolen 100 ruller toiletpapir og fem liter rengøringsmiddel til et helt år. Dengang var det ikke nødvendigt med et lagerrum.

Ved siden af toiletpapiret står der flere femliters spande med jordnøddesmør.

- Det er til Mandelas sandwicher, siger Nat Bongo.

ANC lovede inden valget mad til alle sorte skolebørn, og det løfte har regeringen indfriet. Hver dag får alle suppe, et glas pulvermælk og en sandwich med jordnøddesmør og marmelade.

Skolemangel

Skolen Nat Bongo er skoleinspektør på, ligger i Cape Towns største sorte township, Khaylitsha. Skurbyen huser cirka 500.000 mennesker. Ingen ved præcist, hvor mange der bor, kun at de bliver flere for hver dag. Mange flytter dertil, når de har opgivet at finde arbejde ude på landet. Cirka 90.000 af beboerne er børn i den skolepligtige alder. Men områdets 41 skoler har kun plads til 50.000 elever. Nye forældre kommer næsten hver eneste dag for at få deres børn optaget i Chumisa Primary School, der ikke tør tage flere elever ind, fordi der allerede er 43 elever i hver klasse. ANC-regeringen har lovet ti års fri undervisning til alle. Men det varer længe, inden der er skoler nok i Khaylitsha.

Men i de områder som tidligere var forbeholdt hvide, har mange skoler stået tomme i årevis, eller har været brugt til andre formål. Derfor kontaktede skolerne i Khaylitsha sidste år undervisningsudvalget for at bede om lov til at flytte elever fra townships'ene ind til de tomme skoler i de hvide forstæder. Glæden var stor, da man fik lov til at flytte 500 elever ind til en af Cape Towns hvide mellemklasse-forstæder. Men glæden blev også kort.

Fordomme og racisme

Ministeriet havde lovet at sørge for, bygningerne blev ryddet og gjort klar. Men der var ingen, der havde fortalt nogen noget. Først den dag en flok lærere og 500 elever mødte op, fik de politi- og militærfolk, som havde kontor i skolebygningerne, besked om at rykke ud.

- De nægtede, fortæller skoleleder Daniel Futwa, der forhandlede med politiet i tre timer, inden de blev enige om, at bygningerne skulle være ryddet inden tre dage. Men der skete ingenting. Ministeriet gjorde heller ikke noget. Derfor tømte elever og lærere selv bygningerne for det kontorudstyr, som tilhørte politiet og militæret.

Det betød dog ikke, at undervisningen kunne begynde. Beboerne ville ikke have sorte børn i området. 'Sorte børn stjæler og ryger Dakhar', lød det. (Dakhar er sydafrikansk hash). De samlede sig uden for skolen og smed sten efter børnene. Nogle havde hunde med, og flere børn blev bidt, andre slået, fortæller Daniel Futhwa, der i dag er skoleinspektør på skolen, som nu hedder Isangweni High School, der betyder 'start på en ny tid.'

Kampene fortsatte i tre uger, inden beboerne i området gav op. Urolighederne skræmte eleverne, der afholdt sig fra at svare igen med samme metoder. Fordomme og racisme var dog ikke de eneste problemer, han løb ind i da skolen startede sidste år.

Ingen bøger

Nelson Mandelas parti, African National Congress (ANC) sagde inden valget i 1994, at alle børn skulle have en bog. Men eleverne på Isangweni High School fik ingen bøger af regeringen.

- Ministeriet påstod der ikke var papir i landet til at trykke bøger på, siger Daniel Futwa. Han gik i stedet tiggergang hos andre skoler for at skaffe bøger. I første omgang var målet at skaffe bøger til skolens 15 lærere. Syv måneder efter start fik skolen et budget og bøger fra Undervisningsministeriet.

Bøgernes værdi er Daniel Futwa dog skeptisk over for. Det er bøger skrevet under apartheidregimet, og svarer ikke til det pensum, eleverne nu skal igennem.

1996 bliver det første skoleår, hvor alle landets skoleelever skal til eksamen i samme pensum uanset hudfarve. Men de bøger, eleverne har læst, er vidt forskellige. Under apartheid-regeringen var der 17 undervisningsministerier. De var opdelt efter race og geografi. Der var stor forskel på, hvad hvide, sorte og farvede børn lærte i skolen.

Historien skrives om

'For længe siden boede de sorte i Centralafrika. Stammerne voksede, og derfor flyttede de sydpå. De kom til Sydafrika nogle hundrede år efter de hvide kom hertil'.

Sådan står der i en historiebog for sorte 3. klasseelever, udgivet i 1982 af forlaget Maskew Miller Longman. Det er ét af landets største udgivere af undervisningsmateriale, og skrev før forskellige bøger til alle 17 ministerier. Siden valget i 1994 har forlaget haft travlt med at rense bøgerne for enhver form for race- og kønsdiskrimation, og landets historie lyder nu også helt anderledes: 'Europæerne var fremmede i Afrika. Når de skrev om Khoikhoi'erne (et stammefolk i Sydafrika) tog de nogle gange fejl og skrev noget, som ikke var sandt.'

Citatet er hentet fra den nye udgave af førnævnte historiebog. Den reviderede udgave udkom i april 1995, et år efter det første frie valg. Men størstedelen af bøgerne ligger stadig på forlagets lager.

- Sorte skoler foretrækker paradoksalt nok at købe de gamle bøger, siger Fathima Dada, administerende direktør for Maskew Miller Longman. Hun er selv overrasket over, hvor svært det er at få de nye bøger ud. Én forklaring kan være, at skolerne ikke er vant til selv at bestemme, hvilke bøger de vil købe. I apartheid-tiden kunne man kun købe bøger gennem det ministerium, de hørte under. En anden er, at de forsøger at spare penge, mener Fathima Dada. De gamle bøger er billigere end de nye. Og skolerne har brug for at endevende de sparsomme budgetter mange gange.

Computeren må vente

På bordet foran Nat Bongo ligger der en stor stak bøger fra forskellige forlag. Han har endnu ikke taget stilling til, om der skal købes nye bøger til skoleåret 1996. En sælger fra et computerfirma har netop forladt inspektørens kontor, og hans tilbud om en ny computer kunne måske friste Nat Bongo til at lade lærerne undervise efter de gamle bøger et år endnu.

De tidligere såkaldte 'hvide' skolers budgetter var under apartheid-regeringen cirka fem gange større end budgetter for tilsvarende sorte. I dag får alle skoler i Sydafrika samme beløb per elev fra staten, men der er alligevel stor forskel på budgetterne. Mens adskillelsen mellem sorte og hvide før var bestemt ved lov, er det nu forældrenes økonomi og sociale baggrund der afgør, hvilken skolegang et barn får. Brugerbetalingen på de tidligere såkaldte hvide skoler er så høj, at kun få sorte forældre har råd til at sende deres børn derhen. Derfor er der i praksis stadig tale om sorte og hvide skoler af meget forskellig standard. Lærerne har forskellig uddannelse, og de faciliteter de har til rådighed kan ikke sammenlignes. Mens nogle skoler efterlyser penge til nye biblioteksbøger, har andre endnu ikke elektricitet.

Sidste år bestod kun 55 procent af alle elever skolernes afsluttende eksamen.

Mary-Ann Andersen er freelance-journalist.