Den danske befolkning udgøres af lønmodtagerlivsformen, den karriereprægede lederlivsform, den formuende investorlivsform, den selvstændige næringsdrivendes livsform og den kompetenceproducerende livsform: Lærerne.

Vi har i Danmark i det sidste århundrede opnået en internationalt set imponerende kulturudvikling og velfærdsstigning. Det har vi, fordi der har været en god balance mellem disse forskellige livsformer. De har hver især noget værdifuldt at give til samfundet og til hinanden. Hvis én af dem ødelægges, vil balancen blive forrykket og samfundet vil ikke kunne forny sig selv og sit økonomiske grundlag.

Aktuelt er den mest truede livsform den lille, ny, selvstændige virksomhed. Tidligere var Danmark et samfund med myriader af små virksomheder, hvoraf mange voksede sig store og i dag sikrer hundredtusinder lønmodtagere og ledere fast arbejde. I dag mindskes antallet med op mod ti procent om året!

Store virksomheder har råd til effektive højautomatiske produktionsanlæg, deres forbrug af arbejdskraft falder og falder. Tillige mister mange efterhånden viljen og evnen til den fornyelse, der skal finansiere blandt andet uddannelsessektoren i fremtiden.

De små nye virksomheder skaber nye produkter og serviceydelser og skaber nye arbejdspladser.

Den store arbejdsløshed er ikke bare et tegn om en gruppe lønmodtagere, som er forkert kvalificeret. Den er et tegn om, at der i fremtiden ikke er brug for så mange lønmodtagere. Men den danske skole har i årtier toptrænet sig selv til at uddanne netop lønmodtagere.

Folkeskolen, folkets skole, må være en skole for hele befolkningen. Ikke kun for lønmodtagerne, karrierefolket og de vordende lærere. Skolen må omskole sig selv til også at kunne give børnene de elementære forståelser og kompetencer, der hører til den selvstændige livsform. Ellers har børnene ingen reelle valgmuligheder med hensyn til deres fremtidige levevej.

Vi må gøre op med det tabu, at børn ikke må arbejde produktivt i skolen med at frembringe varer, der kan sælges. Vi har i dag et uddannelsessystem, der giver mulighed for uddannelse hele livet. Derfor er der tid til produktfremstilling også i folkeskolen.

Vi må gøre op med det tabu, at der ikke må være kontante penge forbundet med det at lære noget. Børn kan ikke lære at omgås penge, hvis de ikke omgås penge. Når børnene skal gøre sig erfaringer med at udvikle og sælge produkter, må de først have lejlighed til selv at tjene startkapitalen. Man har først respekt for penge, når man selv har måttet tjene dem fra grunden.

Og vi må gøre op med det tabu, at salg og markedsføring er ukultiveret. Det er gennem salget, at det produktive arbejde omsættes i kontante penge. Hvis ikke danske produkter bliver markedsført og solgt indenlands og udenlands, skabes der ikke det pengegrundlag, som skatterne og dermed uddannelsesbevillingerne kommer fra.

Disse tre sandheder har jeg møjsommeligt måttet lære mig selv, efter at jeg tog springet fra fast, højtlønnet, offentlig ansættelse og startede mit eget firma. Jeg måtte erkende, at trods min omfattende pædagogiske og psykologiske ekspertise var jeg en komplet ignorant med hensyn til forretningslivets simpleste kendsgerninger.

Hvis ikke også de kommende generationer skal snuble i starten, må skolen på nogle punkter indføre radikalt nye pædagogiske elementer: En iværksætterpædagogik.

-Sten Clod Poulsen er direktør for konsulentvirksomheden og multimedieforlaget 'MetaConsult', Slagelse.