Debat

Replik

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med ironiens bid har Jan Anderson, Greve, Folkeskolen nummer 12, rubriceret mig som discipel i en behovspyramidalsk mystikersekt, blot fordi jeg anfægter et gammelrevolutionært lighedsideologisk spøgelse, der via et følgagtigt politikerflertal, og højrøstet bistået af en pædagogisk avantgarde, har kvast grundlaget for det høje uddannelsesniveau, vi førhen har været så stolte af. Hvorfor dog hæfte sig ved nogle anvendte sprogblomster, når almindelig sund fornuft og en foragtet traditions ophobede erfaringer skriger til himlen efter et opgør med skolelovens giftige floskelflora. Det er jo ikke mig, der har haft den frækhed at udslynge påstanden om, at den udelte skole, der sammenstuver alle elever i de mest inhomogene fællesskaber, samtidig er skolen, der frem for nogen formår at tage hensyn til den enkelte. Det er heller ikke mig, der har udbredt selvmodsigelsen som en almengyldig sandhed om, at den enkeltes behov i undervisningsmæssig henseende alene kan tilgodeses i de samme middelmådighedsstræbende klassekollektiver, blot fordi en dominerende ideologi kræver en sådan urimelighed fremført for overhovedet at hænge sammen.

Er det i øvrigt at sværge til et ekspert'vælde' at fremføre den kætterske tanke, at de velbegavede har ret til en fagligt velfunderet undervisning, der fører dem ud til grænsen for deres evners formåen, frem for at lade dem fordrive tiden med i en fagudtværende skole at boltre sig i hjemmelavede fantasiverdener og surrogathelheder til gavn for ingen, blot fordi et lighedsideologisk herrevælde kræver, at ingen må distancere sig et hanefjed fra et guddommeliggjort gennemsnit?

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

viceskoleinspektør, Brønderslev