Det var skønt at få et par reaktioner i Folkeskolen nummer 11 på mine debatindlæg.

Først vil jeg sige til Anni Herfort:

Du fremhæver DLF's stilling som forhandlingsberettiget organisation og understreger i den forbindelse, at 'pensionisternes vilkår indgår med stor vægt i samarbejdet med de andre tjenestemandsorganisationer, så vi får størst mulig indflydelse'.

Spørgsmålet er så, om DLF er reelt forhandlingsberettiget på pensionsområdet, når foreningen som i 1993 og 1995 må nøjes med at modtage Lykketofts pensionsdiktat.

Hvis 'samtalen' indledes med, at den ene part - Finanasministeriet - i forvejen har bestemt den samlede ramme, uden at den andens argumenter er hørt, er der jo reelt ikke tale om en forhandling, men om diktatur, altså uindskrænket herredømme, der hviler på magt.

Endelig synes jeg jo nok, at du burde have undladt at nævne 'samarbejdet' med de andre tjenestemandsorganisationer al den stund, at den ene halvdel faldt den anden i ryggen i 1992.

Det var før din tid som formand og næstformand, men du må da have hørt om det!

Til A. Toft-Nielsen, Frederiksberg, vil jeg sige: Tak for dit indlæg i nummer 11. Jeg kan forsikre dig for, at vi i det faglige pensionistudvalg i København har haft de nævnte synspunkter for øje. Men vi har dog fortrinsvis beskæftiget os med forholdene i perioden fra 1992.

For nu at komme videre med dette arbejde har vi indledt et samarbejde med hovedstyrelsesmedlemmerne fra fraktion fire, Kristian Fløj-Jensen og Else Holm Johansen, som vi havde et udmærket møde med onsdag den 13. marts. Vi kunne konstatere en højere grad af enighed, og vi regner da også med, at det vil resultere i en fælles liste over ønskede pensionsreformer, som alle nuværende og kommende tjenestemandspensionister vil kunne skrive under på.

De kommende måneder skal blandt andet bruges til at finde ud af, hvordan vi kan overbevise finansminister Mogens Lykketoft om, at nu går den ikke længere. En af vejene kunne være store aktive pensionistkredse.

Finn Andersen

Herlev