Ansvaret for den vidtgående specialundervisning skal snart placeres.

Jeg var derfor meget glad for Jørgen Stampes kommentar i Folkeskolen nummer ti. DLF har ganske vist ikke taget stilling til ansvarsfordelingen, men har samme udgangspunkt for vurderingen som brugerne: Pædagogiske kvalitetskrav.

Jørgen Stampe peger på to problemer i den nugældende ordning, nemlig takstsystemet og den manglende ensartethed i tilbudene.

Jeg erkender, at det eksisterende takstsystem kan være problematisk i forhold til enkeltintegrerede elever. Det vil dog være urimeligt og ukvalificeret, hvis en enkelt teknisk/økonomisk problematik skal være argumentet for at ændre hele dette område. Mon ikke eventuelle tværkommunale ordninger vil medføre endnu flere problemer påøkonomisiden?

Det er rigtigt, at tilbudene til handicappede børn er meget uens fra amt til amt. Men en kommunalisering kan næppe løse dette problem - tværtimod!

Jeg er helt enig i, at den løbende rådgivning og vejledning skal ske via den lokale pædagogisk psykologiske rådgivning, med mulighed for ekspertbistand udefra.

Der findes mange forskellige handicap, og handicappede børn er meget forskellige, og har meget forskellige behov. Netop dette vil give de fleste kommuner uoverstigelige problemer, hvis udlægningen vedtages, og alle børn fortsat skal have et skoletilbud med kvalitet. Befolkningsgrundlaget i de fleste kommuner er ganske enkelt for lille til, at der kan sammensættes pædagogisk fornuftige klasser, hvor der tages hensyn til elevernes alder og funktionsniveau.

Nærhedsprincippet er fint nok, men ikke på bekostning af kvaliteten.

Kommunernes Landsforening (KL) vil gerne overtage hele ansvaret for paragraf 20, stykke to-undervisningen. Jeg har dog endnu ikke hørt eller læst om pædagogiske argumenter for dette ønske. Der tales om tværkommunale modeller, men ikke om hvordan. Hvad med takstsystemet og ensartetheden?

Det er utrygt for både brugere og personale. Vi ved, hvad vi har, men kan altså ikke få at vide, hvad vi får.

KL erkender, at der kan blive problemer med specialskolerne i forbindelse med udlægningen. Man har derfor foreslået, at der i en overgangsperiode på tre år laves driftsbestyrelser ved hver enkelt specialskole. Disse bestyrelser skal have flertal af politikere. Det har også været nævnt, at staten kunne overtage specialskolerne.

Tankerne om decentralisering i forbindelse med udlægningen vil altså i praksis let føre til det stik modsatte, nemlig en centralisering for cirka 3.000 børn og deres familier.

Samt et stort antal medarbejdere.

Det er mit indtryk, at kommunerne har fået en stor opgave, såvel økonomisk som administrativt og pædagogisk, ved indførelsen af den nye folkeskolelov. Jeg ved, at lærerne i den almindelige folkeskole har fået utallige nye opgaver.

Af hensyn til alle implicerede parter vil det derfor være ønskeligt, hvis kommunerne koncentrerer sig om kvalitetsudvikling i den almindelige folkeskole, og amterne koncentrerer sig om kvalitetsudvikling for den vidtgående specialundervisning.

Lad os holde fast i det fælles udgangspunkt: pædagogiske kvalitetskrav.

Til gavn for alle.

Lars Svit,

Galten

lærer og far til multihandicappet barn