Lærerne er ansat ved det kommunale skolevæsen og ikke ved den enkelte skole. Derfor har kommunerne pligt til at sørge for en administrativ omplacering, hvis der er mulighed for det.

Hvis man ser bort fra Odense Kommune, så burde den kendsgerning ikke være den store nyhed for de kommunale forvaltninger.

Men alle kommuner har for nyligt fået et brev fra Kommunernes Landsforening, KL, der skriver:

'Det er endvidere Kommunernes Landsforenings opfattelse, at kommunen har en pligt til at omplacere en lærer til en anden skole i den situation, hvor der ikke længere findes beskæftigelse for den pågældende lærer ved den skole, vedkommende hidtil har undervist på.'

- Dermed erkender Odense Kommune, at lærerne er ansat ved kommunen og ikke ved den enkelte skole, og på baggrund af det svar har vi lavet en procedure for overflytninger, siger Bo Tryggedsson, som er næstformand i Odense Lærerforening.

Aftalen er den endelige afslutning på mere end fem års uenighed, der førte til, at Danmarks Lærerforening i en periode blokerede for besættelse af ledige stillinger i Odense Kommune.

Sagen går tilbage til marts 1991, hvor Odense Kommune ville afskedige 45 timelærere. Samtidig indrykkede Odense Kommune stillingsopslag i Fyens Stiftstidende, hvor de søgte syv lærere.

Det var en klar overtrædelse af forvaltningsloven, hvor der blandt andet står, at en fyring skal være 'konkret og fyldestgørende begrundet'.

Derfor mente Danmarks Lærerforening, at syv af lærerne blev fyret af andre grunde end arbejdsmangel.

Politisk sag

Undervisningsministeriet gav i første omgang DLF medhold, men det udviklede sig alligevel til en politisk sag, og DLF lagde senere sag an mod Odense Kommune og Undervisningsministeriet, fordi daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) ikke ville gribe ind over for kommunens ulovlige afskedigelsesprocedure.

Det skabte heftig politisk aktivitet på Christiansborg, da det viste sig, at Bertel Haarder ikke ville eller kunne forklare Folketinget, hvilken paragraf han lod Odense Kommune administrere efter, når han lod den enkelte skolebestyrelse ansætte og fyre lærere.

- Der er flere forskellige beskrivelser af, hvad der egentlig er foregået, og nogle af beskrivelserne forekommer mere lovlige end andre, sagde Bertel Haarder den gang til Folkeskolen.

Udtalelsen faldt på et tidspunkt, hvor der var planlægningskaos på flere af Odense-skolerne som følge af stillingsblokaden.

For at få løst sagen tilbød Odense Kommune, at kun de fyrede timelærere kunne søge de ledige stillinger. Skolebestyrelserne skulle så vurdere, om de kunne bruge de lærere, der søgte.

I november 1991 hævede lærerforeningen stillingsblokaden mod Odense Kommune, fordi hovedstyrelsen accepterede, at stillinger blev slået op til de fyrede timelærere.

Senere trak lærerforeningen sagsanlæggene tilbage, da situationen var en anden som følge af læreraftalen fra 1993.

En gang til

To år senere lavede Odense Kommune stort set det samme nummer ved at slå 19 stillinger op, før de overtallige lærere var blevet tilbudt en omplacering.

- Odense Kommune er langt fremme i forsøget på at decentralisere det kommunale skolevæsen. Den må nu sande, at der er grænser for, hvor meget der kan decentraliseres. Men konsekvensen er også, at skolebestyrelserne må erkende, at der er grænser for, hvor langt deres beføjelser rækker, siger Bo Tryggedsson.

Sidste år skulle afskedigede lærere søge eventuelle ledige stillinger på andre skoler, hvor skolebestyrelserne så kunne vælge.

- Fremover sker det administrativt og uden om skolebestyrelserne, siger Bo Tryggedsson, som tilføjer, at forløbet alt for tydeligt viser, hvad det er for en personalepolitisk holdning, lærerne mødes med.

Bo Tryggedsson mener, at afgørelsen har mere vidtrækkende konsekvenser end som så.

- Odense Kommune har været i førertrøjen, når det gælder decentralisering. Derfor er det også et signal til de kommuner, der skeler til strukturen i Odense, om, hvor langt man kan gå, siger Bo Tryggedsson.