Debat

Brug for ældres erfaring

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter at jeg har læst Folkeskolen nummer ti, ser jeg mig nødsaget til at fare i tasterne. Det, der fik mig tændt, var artiklen, der omhandlede pjecen 'Fremtidens løn' fra Kommunernes Landsforening, KL.

Man forsøger at spille unge og ældre lærere ud mod hinanden før lønforhandlingerne næste år, ved at spørge, om ikke det er forkert, at en ældre lærer får 58.000,- kroner mere om året end en ung ildsjæl. Da jeg læste det, stod det for mig som om, at de skar alle ældre lærere over en kam ved at sige, at de faktisk ikke tænder på jobbet. Det kan man ikke! KL mener altså, at når du når en bestemt alder, så tænder du ikke på dit job længere. Ældre lærere har noget, som vi unge kan nyde godt af, nemlig erfaring. Denne kan vi bruge, når vi nogle gange flyver højere end vingerne kan bære, for nu at bruge en kliché. Jeg blev selv ansat i folkeskolen sidste år, efter jeg var færdig på seminariet, og i den tid, der er gået, har jeg oplevet, at ældre læreres erfaring er værdifuld for en ung uerfaren lærer.

Jeg mener, at vi unge i denne situation skal holde hovedet koldt og ikke lade os lokke af KL's forsøg på at få os til at hoppe med på vognen om løndifferentiering. Vi er afhængige af de ældre lærere, og de af os. Det er i et samspil mellem unge ideer og ældre erfaring, at vores folkeskole udvikler sig, både med hensyn til pædagogik og nye undervisningsmetoder. Hvis vi som unge hopper på løndifferentiering forudser jeg stor splid på de enkelte lærerværelser, og det tror jeg ikke gavner hverken pædagogik eller nye undervisningsmetoder. Folkeskolen bliver ikke bedre af, at man bruger penge som motivationsfaktor.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Min bøn til unge lærere er: Værdsæt samarbejdet frem for udsigten til ussel mammon.

Jesper Schou Christensen

Hjørring