På en sjællandsk skole har lederen slæbt sin badevægt med på arbejde. Det er hans svar på pjecen om fremtidens løn fra Kommunernes Landsforening (KL). Skolelederen har tilbudt lærerne at komme på kontoret og blive vejet, så de kan få løn efter pondus! Det er synlig ledelse. Kriterierne er kendte og objektive, og den enkelte medarbejder har indflydelse på lønnens størrelse, så arbejdsgiverne burde være glade for ideen. Men det er de sikkert ikke.

Og den har nok heller ikke de store chancer for at få lærerforeningens velsignelse, selv om der blandt medlemmerne efterhånden er utilfredshed både med den førte og den ikke førte lønpolitik.

På kongres efter kongres har foreningen slået fast, at DLF ikke vil acceptere individuel aflønning, og der er mange gode grunde til at sætte hælene i. I den korte version hedder det, at man ikke vil have fedterøvstillæg. Og en lidt mere uddybende begrundelse lyder, at lærere arbejder i team, derfor vil personlige tillæg ødelægge samarbejdet og dermed også skolens samlede kvalitet.

For år tilbage var det offentlige områdes lønmodtagerorganisationer enige om at afvise den slags tillæg - uanset hvad navnet for tiden måtte være. Men fronten er for længst brudt sammen. Fordi diskussionen har flyttet sig, og fordi det selvfølgelig ærgrer ethvert fagforeningsmenneske at sige nej til penge, som medlemmerne kunne nyde godt af. På rådhusene snupper akademikere og HK-medlemmer i dag alle de tillæg, de kan få fat i, på politistationer og hospitaler siger betjente og sygeplejersker ja. Og i fritidssektoren henter pædagoger det ene tillæg efter det andet. De vil ikke være til grin ved at sige nej, som BUPL's forbundsformand, Bente Sorgenfrey, siger til Folkeskolen. De går bevidst efter at veksle de decentrale midler til vedvarende tillæg og omklassificeringer.

Men Danmarks Lærerforening står fast. Også selv om det kan betyde, at medlemmerne går glip af millioner. Kongressens retningslinier er klare, og principper betyder mere end penge, lyder argumentationen. Derfor må kredse i disse uger blandt andet afvise kommuners tilbud om at hæve både begyndelses- og slutløn.

Den solidariske kamp mod individualisering og intern konkurrence må selvfølgelig have høj prioritet. Men prisen er også høj, og den medlemsdiskussion, der er ved at komme i gang, er vigtig:

- Et tillæg er ikke nødvendigvis det samme som individualisering, siges det.

- Er det for eksempel ikke til gavn for fællesskabet, hvis en kreds kan bruge decentrale penge til at betale gårdvagter med?

- Kan tilbud om at hæve lønnen for hele grupper ikke bruges som løftestang i andre kommuner, hvor der er ved at være mangel på lærere?

- Kan de lokale midler ikke bruges som ekstra betaling til lærere, der efteruddanner sig?

Og:

- Er modstanden mod decentrale penge blevet en hellig ko, som koster lærerne millioner af kroner?

Endnu flere spørgsmål kan rejses, og svarene er langtfra entydige. Men en afvisning af overhovedet at tage diskussionen lyder som et ekko fra en front, der er faldet.

-th

Læs side 4 - 10.

Er modstanden mod decentrale penge blevet en hellig ko, som koster lærerne

millioner af kroner