Jeg er lærerstuderende, 43 år, mor til to små børn og læser på tredje år på Skive Seminarium. Vores økonomi er elendig, Statens Uddannelsesstøtte er ikke for voksne!

Jeg skal til Bornholm i alternativ praktik, med mig skal jeg have mine to børn, og sådan et ophold koster naturligvis.

Men, en mulig fremtid derovre skal afprøves nu.

Jeg har derfor søgt alle de tilskud/legater/fondsmidler, jeg kunne finde.

Naturligvis søgte jeg også min fagforening - Danmarks Lærerforening.

Siden jeg var 18 år, har jeg været medlem af en fagforening, blandt andet fordi jeg stadig tror på 'vi-os-vores' frem for det postmoderne 'jeg-mig-mit'.

Jeg regnede med, at jeg ved små bidrag fra de forskellige 'kilder' kunne stykke sammen til vores rejse, og at der fra min egen fagforening naturligvis ville komme et lille tilskud også set i lyset af den store lærermangel på Bornholm.

Så kom den lakoniske meddelelse fra DLF.

'Danmarks Lærerforening beklager at måtte meddele, at ansøgningen ikke kan imødekommes' . . .

Det var en spand koldt vand i hovedet, men da jeg så i Folkeskolen nummer 9 læser, at formanden tjener over 17 gange så meget som mig om måneden, så bliver jeg rasende, misundelig, jaloux, bitter og harm, opfyldt af alle de grimmeste følelser på en gang!

Og jo, de to ting har en masse med hinanden at gøre - set med mine øjne!

Foreningen må være en elitær forening, en sammenslutning af de, der har deres på det tørre, i al fald er der intet i foreningens adfærd her, der rimer med min gammeldags opfattelse af en fagforening, om støtte og hjælp, om solidaritet.

Og dog, solidariteten må være der - internt - for næstformanden får mere end 14 gange min indtægt per måned, det smager da lidt - af formand!

Helle Svensson

Roslev