Folkeskolens leder:

Tak til Esbjerg

Underrubrik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Esbjerg Lærerforening er kommunen tak skyldig! For de spareivrige byrådsmedlemmer har sørget for, at medlemmerne nu står sammen. Hvis der kommer 200 til kredsens generalforsamling, plejer det at blive regnet for et flot fremmøde. Men i torsdags var der mødt mere end 600 medlemmer op. Takket være kommunens kortsynede politik.

I stedet for at forsøge at bruge de positive elementer, der vitterligt ligger i læreroverenskomsten og den tilhørende arbejdstidsaftale, har bystyret sat sig for at udnytte overenskomstens svagheder til at klemme den sidste luft ud af skolevæsenets lærere, ledere og børnehaveklasseledere.

At byrådets politik bygger på en konsekvent ikke-forståelse af situationens alvor, demonstrerede Esbjergs borgmester Johnny Søtrup, Venstre, da han kommenterede kredsens generalforsamling.

'Der er lidt ophidselse i øjeblikket', sagde han til Radio Syd - og mente så, at gemytterne ville være faldet til ro til august.

Men meget tyder på, at det er kun begyndelsen til noget meget værre, man har set. For vreden og bitterheden er stor overalt, og kommunen vil sandsynligvis opdage, at det bliver endog meget vanskeligt at indgå aftaler på Esbjergs skoler. Når skolebestyrelser og de øvrige forældre opdager konsekvenserne af nedskæringspolitikken, vil borg-mester Søtrup være tvunget til at handle, og efterårets diskussioner før kommunevalget vil være fyldt med kritiske spørgsmål om, hvor skolen er på vej hen.

Foreløbig har byrådsflertallet ikke gode svar til forældre, børn og ansatte.-th

Læs side 14