Sammen i cyberspace

Eleverne på Lundebjergskolen i Skovlunde driller hinanden, lyver og griner, når de chatter

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er en fra den anden klasse, som kommer sammen med en, hun har chattet med. De har aldrig set hinanden, men de har snakket lidt i telefon, og nu kommer de sammen', fortæller Camilla, der går i 5. klasse på Lundebjergskolen i Skovlunde. Hun har frikvarter og sidder på skolens bibliotek sammen med sin veninde Signe. De er ved at logge sig ind på en chatkanal.

'Hvor gammel vil du være?' spørger Camilla. Sammen finder de ud af at lyve sig lidt ældre end deres faktiske alder, og så logger de sig ind under navnet To piger. De får hurtigt kontakt med en, der kalder sig Gismo. Samtalen kører lidt frem og tilbage om navne og bopæl, indtil der pludselig kommer meddelelsen, 'haha, der fik vi jer', op på pigernes skærm. Navnet Gismo dækkede i virkeligheden over tre af pigernes klassekammerater, Kevin, Emil og Bo, der sidder lige ved siden af pigerne. De er kun adskilt af en træplade.

'Vi driller tit hinanden ved at chatte med dem, der sidder lige ved siden af', siger Emil triumferende.

Kevin supplerer.

'Det er tit, vi ikke siger sandheden. Vi siger ikke vores navn, eller hvor vi bor. Tænk hvis der var en, der sagde, at vi skulle mødes på Herlev Station klokken ni om aftenen', gyser han. Drengene fortæller også, at de er helt på det rene med, at personerne, de chatter med, heller ikke fortæller sandheden.

'Det gør ikke noget. Det gør det da sjovere', siger Kevin.

Får telefonnummer

Pigerne har rystet skuffelsen over at blive narret af sig og er allerede begyndt at chatte med en ny. De tjekker lige, at det ikke er drengene ved siden af, der chatter under navnet Tyr. Tyr spørger, hvor de to piger bor henne.

'Hvad skal vi sige? Skriv Herlev, skriv Herlev', siger Signe begejstret. Kort efter har pigerne fundet ud af, at navnet Tyr dækker over to tyrkiske drenge, der bor i Brabrand.

'Hvor er Brabrand?' spørger Camilla ud i lokalet, men der er ingen, som er helt sikre. Efter lidt mere snak drister pigerne sig til at spørge efter drengenes telefonnummer. De får et mobilnummer som respons.

'Skal vi ringe, skal vi ringe?' råber de i munden på hinanden. Signe sidder med sin gule og lilla mobiltelefon i hånden, men hendes fingre får aldrig tastet nummeret.

'Vi har engang fået et telefonnummer af nogen, vi chattede med, men det var ikke det rigtige, men hvis man får et rigtigt, kan man lave telefonfis', siger Camilla.

Chatten dør ud, da pigerne spørger de to drenge, om de ser Bamse og Kylling i fjernsynet.

Kevin er den ensomme pige

De tre drenge fortæller om, hvilke navne de har brugt, når de chatter. Emil har kaldt sig Loverboy og Gismo, som er en figur fra tv-programmet 'Disneysjov'. Kevin har engang kaldt sig Den ensomme pige.

'Jeg snakkede med nogle drenge. Lige pludselig skrev jeg 'haha, jeg er en dreng'. Så hoppede de af og skrev 'fuck dig' og sådan noget. Det var vildt sjovt', griner Kevin, mens de andre ser lidt overraskede ud.

Emil fortæller om det fascinerende ved at chatte.

'Du kan beskrive dig selv som en anden. Hvis der er en, der spørger, hvordan jeg ser ud, fortæller jeg, hvordan Bo ser ud. Nogle gange finder man også bare på noget. Vi siger tit, at vi er ældre, end vi rigtig er', siger han, hvorefter de tre drenge griner højlydt. Drengene kommer igen i kontakt med nogen.

'Spørg dem, hvad de hedder, og hvor de bor', siger Bo.

'Du lyder som en børnelokker, når du siger det der', indvender Emil, men de stiller alligevel spørgsmålene. Drengene er da også enige om, at de chatter, fordi det er sjovt, og at en del af det sjove er at snakke med andre mennesker. Lige nu er dem, drengene snakkede med, dog hoppet af igen, så Kevin får tid til at fortælle om flere fordele ved chatten.

'Man bliver bedre til at skrive hurtigt på computer. Vi skiftes til at skrive, men det er tit den, der er hurtigst, som skriver. Så hjælper de, der sidder ved siden af, med at stave rigtigt', fortæller han.

Drengene når ikke at chatte mere. Det er i virkeligheden slet ikke deres klasse, der har reserveret computerne i dag. Her fem minutter før frikvarteret slutter, kommer nogle piger fra 3. klasse og kræver deres ret. Drengene går frivilligt, og pigerne fra 3. åbner forventningsfulde et spil. Inden de har spillet et minut, ringer klokken, og få øjeblikke senere ligger bibliotekets grå linoleumsgulv øde hen.