Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Prøv noget nyt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ak - ak - ak! Nu aber vi efter de forkerte igen!

Hvor er fantasien, visionerne og den kreative tænkning?

Man kommer ingen vegne med demonstrationer, faglige møder og lignende. De er humørforladte, fortærskede og belastende i forhold til vore leverandører - forældrene. Endelig er de kun efterligninger, som på en eller anden måde føles unaturlige for os.

Jeg har også svært ved at se, hvorfor vi laver lønsammenligninger med for eksempel smedene - vi er dog allerede på nuværende tidspunkt så stærkt distancerede, at de naturligvis vil være pikerede over en sådan intim befamlen fra lavtlønsområdet.

Nej! Her må nytænkning til!

Spørgsmålet er, om vi ikke skal begynde helt fra bunden. Det er vore titler, som er helt håbløse.

Hvilke associationer udløser ordet lærer? Jo, luvslidt, humørforladt fattigmås, som trods det forsøger at være noget. Ha - vorherre bevares - han har meget at lære endnu. Skoleinspektør da? Jo - kedelig karl - noget med en slags politimyndighed, som han alligevel ikke ejer - tror, han altid ved bedre end os - og så med den løn!

Ordet pædagog vil jeg slet ikke komme ind på, da dette er et anstændigt blad. Men prøv selv at spørge henne i supermarkedet, når du ikke har mindreårige ved hånden.

Vi må nok indstille os på at dreje skuden 180 grader og surfe med på 'the new wave'.

Verden insisterer jo indædt på at blive bedraget - så lad den dog få sin vilje, når det ikke kan være anderledes.

Lærere bør i fremtiden kalde sig informationschefer!

Overlærere forvandles til seniorinformationschefer!

Konsulenter: Teknisk advicing-informationschefer!

Inspektøren: Ansvarshavende senior supervising informationschef - nemlig!

Viceren: Det samme - blot udskiftes senior med junior!

Junior er et godt ord. Det giver løfter om fremtid, dynamik, energi, effektivitet, friskhed. Så ung og dog så . . .

Bibliotekarer bliver uden nåde til mediatekschefer, og børnehaveklasseledere bliver elegant til juniordivisionschefer - deres nuværende titel er i forvejen lidt tvetydig.

Læg venligst mærke til den udspekulerede brug af ordene: Chef, division, teknisk, ansvarshavende samt den lejlighedsvise overgang til engelsk. Det bygger på den helt klare succes, andre har haft og stadig har med nye emballager.

Jeg skal ikke trætte med opremsninger, men blot i flæng nævne nogle få: Agent, repræsentant, sælger, salgskonsulent, salgschef, salgsingeniør samt diverse mere eksotiske titler. Ni af ti journalister er nu redaktører trods bladdøden!

Matroserne er under forvandling til skibsteknikere, sagførerne er helt skubbet ud af advokaterne.

Filosofien er hver gang den samme: Nemlig øgede indtægter gennem placering af en ny titel og strengt logisk gennem disse indtægter uvægerligt øget respekt og anseelse.

Når jeg foreslår titlen informationschef, skyldes det navnlig to ting, nemlig at ingen vover at underbetale en chef, og da langt mindre en seniorchef - samtidig sender titlen en saligt gysende rislen af sund og naturlig respekt, beundring og misundelse langs rygraden på forældrene, og det må givetvis smitte af på ungerne i hverdagen.

Endelig bør enhver form for møder bandlyses (møder holdes for underordnede, for eksempel elever) og erstattes af konferencer og sessioner. Kurser skiftes ud med briefings. Kurser er noget, man giver folk, som ikke kan finde ud af det! Kursusejendommene bør som en logisk følge heraf erstattes med 'Intensive Training Centers'. Det giver en air af effektivitet og fremdrift. Formanden bør skrottes til fordel for en præsident. Bilfabrikker, lastbilchauffører, ja selv motorcykelklubber har sådan en, og det giver sendetid i fjernsynet. Samtidig må hovedstyrelsen gå - og erstattes med et informationscounsil. Endelig en meget vigtig sag, som optager mange: Lønnen skal helt afskaffes! Den må erstattes af gage! Gage er noget, man forhandler med firmaet - man får altid en 'rimelig gage i forhold til arbejde og ansvar', og ansvaret er jo i dette tilfælde kolossalt.

Ordene kommune, amt og stat bør absolut helt undgås i enhver sammenhæng. De bliver uvægerligt forbundet med begreber som skatter, afgifter, påbud og forbud og udløser derfor hver gang negative, ja endog aggressive reaktioner.

Sluttelig bør hver enkelt have eget logo! Jeg overvejede længe en ugle, der baskede med halen - men det vil nok krænke ophavsretten og være noget uoriginalt. Jeg er i stedet standset ved en stiliseret toreador, der svinger muletaen foran den angribende statstyr - farverne skulle være i rødt og sort! Men på grøn grund - lidt håb kan man vel endnu tillade sig.

Jeg har nu vist jer vejen til succes - Take it or Leave it! Som det jo hedder på nudansk.

Ansvarshavende junior supervising informationschef

Powered by Labrador CMS