Vi har gennem længere tid diskuteret, om det nu er så slemt med børns sprog, men på baggrund af en sag fra Helsingør for nylig, hvor en elev i vrede råbte efter sin skoleleder - som overskriften her antyder - må man konstatere, at fænomenet med overskridende sprog - især af seksuelt krænkende art - er en realitet.

Nogle børn, bestemt ikke alle, har helt åbenlyst et for groft og krænkende sprog over for andre. Problemet skal ikke gøres større, end det reelt er, men man må på den anden side behandle det med alvor og ikke blot afvise det med en tilbagelænet holdning om, at »sådan har det altid været«.

Man kan naturligvis - og med rette - mene, at »luder« blandt børn blot betyder, at »hun er dum«, »en dum kælling«, er »fin på den« og lignende. Det samme kan man sige om ordet »fuck«. Et ord, som både børn og voksne næsten dagligt anvender uden overhovedet at tænke på dets betydning. Men det, at ordene blandt børn og unge betyder noget andet end oprindeligt, kan aldrig blive et forsvar for et sprog, som kan virke chikanerende, nedgørende og krænkende på andre.

Derfor er vi voksne nødt til at gøre os klart, hvilke spilleregler der skal være for børns og unges sprog, i hjemmet såvel som i skolen. Forældre og lærere må sammen finde frem til, hvad man altid skal gribe ind over for, hvad et ordentligt sprog er i 2009, og om der ikke skulle være nogle »absolutter, der ikke dutter«.

Det kan og skal naturligvis diskuteres, hvilke sanktioner der er relevante, men at man er nødt til at reagere på børns grove sprog, bør være indiskutabelt. Børn vil jo altid skubbe til voksnes grænser. De søger og afprøver. Men netop dette gør det påkrævet, at vi voksne spiller aktivt imod. Ellers bliver det blot værre og værre, ja og så bliver det »fandme« uhyggeligt!