At fortælle er en vigtig social praksis. Bogens fokus er, at barnet lærer noget om sig selv gennem sin narrative fortælling. Det lærer, at andre kan mene eller tænke noget andet end det, barnet selv oplever og formår at formidle.

Når voksne aktivt lytter til børns fortællinger, stiller de krav til det fortalte. Det skal være til at forstå, hvem der er med i fortællingen, hvad der skete, hvornår det skete. Disse naturlige spørgsmål støtter barnets læring om, at andre ikke har den samme for-forståelse, ikke mener eller tror det samme, som barnet selv.

Når barnet mødes med forventninger til, hvordan det fortæller, vil det gradvist lære at fortælle, så andre kan forstå og engagere sig i dets version af en oplevelse. I et videre perspektiv begynder barnets mere bevidste refleksioner over, hvem det fortæller til, set i sammenhæng med hvad det fortæller om, og hvad det vil opnå med sin fortælling.

Bogen beskæftiger sig med noget, der ved læsningen forekommer indlysende, men som er lærerigt at få sat ord på. Den er tæt på en ualmindelig vigtig del af vores dagligdag og kan varmt anbefales. Det er en interessant og veldokumenteret bog.