En overenskomst kan aldrig sikre, at det er lærerne, der bestemmer, hvordan en kommune bruger skattekronerne. En overenskomst kan ikke forhindre, at samfundet generelt lægger en masse ud til decentral beslutning.

Sådan er vilkårene. Hvis man har andre forhåbninger, er der mere realisme i at lede for enden af regnbuen eller at jagte Aladdins lampe.

Men bliver man i den virkelige virkelighed, vil man opdage, at det resultat, DLF's hovedstyrelse sagde ja til sent mandag aften, såmænd ikke er helt tosset. Det opfylder ikke alle de ønsker, en hårdtarbejdende lærer kan opstille. Men på flere vigtige områder er resultatet overraskende godt, når man husker på, hvad forhandlerne har været oppe imod.

Når man ser på de krav om ny løn til de overenskomstansatte, som de kommunale arbejdsgivere fór ud med, så er det stort set kun navnet, de er kommet hjem med. Hvis overenskomsten vedtages, begynder den nyuddannede lærer for fremtiden på løntrin 26 - i stedet for som nu på trin 24. Derefter er man sikret to lønhop på otte år - fra trin 26 til 30 og fra 30 til 35. Det kalder man 'kvalifikationstillæg', men da stigningerne er sikret alle, kunne de såmænd lige så godt kaldes automatiske anciennitetsstigninger. På samme måde hopper børnehaveklasselederne fra løntrin 23 til 26 til 28. Og inden der er tilforhandlet så meget som én krone lokalt, er mere end 99 procent af lærernes livsløn sikret. Ja, for børnehaveklasselederne er den sikret mere end 100 procent. Det kan man da kalde ny løn!

Dertil kommer så en række tillæg, som skal betales, og en række tillæg, som kan aftales. Oven i købet er det lykkedes at gennembryde det psykologiske loft, så overenskomstpensionen fremover bliver på mere end 15 procent!

Lærere på 'gammel løn' får hævet slutlønnen fra trin 39 til 40. Det er en skuffelse, for man havde håbet på et trin mere, men arbejdsgiverne ville ikke være med. Til gengæld er pengene så blevet brugt til at fremtidssikre lønaftalen for de overenskomstansatte og for kommende lærere.

På arbejdstidsområdet sikrer overenskomsten, at hver lærer får 400 timer til individuel forberedelse og efterbehandling. Svagheden er, at det ikke aflaster alle ens, fordi alle ikke har samme lektionstal. Men den afgørende styrke er, at tiden er garanteret den enkelte, og dermed dæmmer den op for de senere års tendens til, at teamsamarbejde og andre fælles aktiviteter har ædt sig ind på den personlige forberedelse. De 400 timer kan ikke bruges af andre.

Oveni kommer så 125 timer til lærersamarbejde og til skoleudvikling. Og klasselæreren er centralt sikret 75 timer, hvis kredsen ikke laver en anden lokal aftale.

De kommunale arbejdsgivere var ude efter klasselærertiden, ligesom de ville af med aldersreduktionen. Men DLF's forhandlere og hovedstyrelse stod fast.

Og så er parterne blevet enige om at definere undervisning på en ny måde i aftalesammenhæng. Det betyder, at arbejdsgiverne nu anerkender, at for eksempel vejledning af elever, skolebibliotekets åbningstider, ekskursioner og lejrskoler er undervisning og tæller som undervisning. Alt sammen fornuftig fremtidssikring.

Samlet set ser resultatet fornuftigt ud, selv om der selvfølgelig kan findes både skønhedspletter og svagheder, som der kan i ethvert kompromis. I den kommende tid skal alle hjørner af resultatet belyses. Nogle kommuner vil selvfølgelig fortsat forsøge at klemme mere undervisning ud af lærerne; den politik kan en overenskomst - som begge parter skal gå ind for - ikke sikre 100 procent imod.

Nu skal styrker og svagheder i aftalen vurderes, og de mulige alternativer skal diskuteres. Først derefter skal der stemmes ja eller nej.

-th

Resultatet ser fornuftigt ud, selv om der kan findes både skønhedspletter og svagheder